Kraftig advarsel fra politiet

Ekstrem kulde og vanskelige vejforhold skaber fortsat udfordringer, og politiet opfordrer bilister til at blive hjemme, hvis det ikke er nødvendigt at køre.

Det hårde vintervejr giver fortsat problemer flere steder i landet, hvor frostgraderne i weekenden kan komme helt ned omkring minus 20 grader.

Vejrsituationen er af DMI kategoriseret som farlig, og myndighederne følger udviklingen tæt.

Lørdag har Den Lokale Beredskabsstab afholdt møde for at drøfte konsekvenserne af vejret og de udfordringer, som kulde, sne og is medfører.

På baggrund af mødet er der udsendt en klar opfordring til borgerne.

Se også
Teenager forsvundet: Nu søger politiet med gravemaskine

Politiet fraråder unødvendig kørsel, da der fortsat er vanskelige forhold på flere strækninger. Ifølge myndighederne kan både glatte veje og snefygning gøre fremkommeligheden besværlig og øge risikoen for uheld.

‘På den baggrund fraråder Bornholms Politi unødvendig kørsel, da der på Bornholm stadig er svært fremkommeligt flere steder,’ lyder det i opslaget på X fra politikredsen på Bornholm.

Opfordringen gælder på Bornholm, hvor situationen fortsat vurderes som særlig udfordrende. Her er snefygningen endnu ikke helt aftaget, og især mindre veje kan være dækket af sne og is.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Allerede i går oprustede det bornholmske beredskab sig, og indsatte flere køretøjer, som skal kunne klare det hårde vejr.

Flere politikredse i landet har i de seneste dage udsendt lignende opfordringer om at køre efter forholdene.

Også Vejdirektoratet melder om meget kolde temperaturer i de kommende dage og advarer om øget risiko for glatte veje.

Myndighederne opfordrer generelt trafikanter til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret om vej- og trafiksituationen.

Korte videoer