Hvis der er noget de seneste fem år har vist os, så er det, at det er en meget usikker verden vi lever i.
Derfor mener flere politikere nu, at det skal være nemmere for landets kommuner at bygge beskyttelsesrum.
“Der er behov for, at vi særligt sikrer de store byer og får etableret det nødvendige antal beskyttelsesrum. Det er ofte her, risikoen vil være størst, og derfor er der brug for at sætte strategisk ind”, siger politisk ordfører Mette Abildgaard til DR.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Helt basalt vil man gøre det lettere ved at undtage beskyttelsesrum fra det såkaldte anlægsloft.
Det vil sige, at man fjerner grænsen for, hvor mange penge hver kommune kan bruge på renovation eller nye bygninger.
For står det til De Konservative, skal beskyttelsesrum altså ikke længere tælle med i det regnskab.
På den måde slipper man for eksempel for at vælge mellem en ny børnehave eller et beskyttelsesrum.
Forslaget kommet, efter at det hos DR er blevet beskrevet, hvor stille det står med at lave nye beskyttelsesrum i landets forskellige kommuner.
I de seneste fem år har ingen kommuner krævet, at der skulle oprettes nye beskyttelsesrum i forbindelse med et nybyggeri.
Loven giver ellers kommunerne mulighed for netop at kræve, at der i nye bygninger skal opføres offentlige beskyttelsesrum. Det sker bare ikke, skriver DR.
Men det er åbenbart ikke så ligetil, hvis man altså spørger hos Socialdemokratiet.
‘Det er sådan en dejlig nem ting at sige, når man er oppositionsparti og langt fra magten. Men jeg tror nu, det er meget godt, at vi holder fast i, at vi har et anlægsloft. For det handler også om at styre økonomien og sikre, at vi ikke får inflation og overophedning af økonomien’, siger kommunalordfører Anne Paulin.
Komumuneres Landsforening afviser at kommentere De Konservatives forslag.