Koreanske sangtraditioner blandes med new wave i Vega

Sydkorea flyder i disse år over med moderne k-popidoler, men til november kan du opleve en gruppe, der er anderledes optaget af landets sangtraditioner.

Den 18. november 2026 åbner Lille Vega dørene til en koncert, der ikke kan sammenlignes med noget, du har hørt før.

Det skulle da lige være, hvis du har besøgt Sydkorea og oplevet en såkaldt pansori-optræden.

Men selv hvis du har stiftet bekendtskab med den ældgamle koreanske sangtradition, har det dog næppe lydt helt som Leenalchi.

Den poppede septet byder nemlig på en særegen lyd, der på samme tid er dybt traditionsbunden og kompromisløst genrebrydende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pansori er en sangtradition, der er bygget på historiefortælling og på den måde bedst kan sammenlignes med opera i den vestlige verden.

Modsat opera bliver pansori dog traditionelt udført af en enkelt sanger og en enkelt trommeslager.

På den måde adskiller Leenalchi med sine syv medlemmer sig altså fra traditionen. Gruppen består af fire sangere, hvoraf den ene også spiller keyboard, samt to bassister og en trommeslager.

Deres lyd adskiller sig bestemt også fra traditionen med elementer fra kunstpop, funkrock og særligt new wave.

Til gengæld håndæver de traditionerne på anden vis – som det beskrives i en pressemeddelelse fra Vega i forbindelse med koncertannonceringen.

“Som en del af pansori-sangernes vokaltræning skal de bruge tid på at synge ved siden af et vandfald. Sangeren har til opgave at omhyggeligt observere og efterligne vandets soniske nuancer. Gurglen, brusen og suset er alle lydlige kendetegn fra vandfaldet, der bliver inkorporeret i Leenalchis særegne univers,” lyder det.

Se også
Stor dansk festival melder udsolgt

Leenalchi er primært et kendt navn i hjemlandet, men deres nummer ‘Tiger is Coming’, der blev brugt i en promoveringsvideo for Koreas nationale turismeorganisation, modtog international opmærksomhed.

Nummeret er en fortolkning af pansori-klassikeren ‘Sugungga’.

Bandet og dets medlemmer – særligt bassisten Jang Young-gyu – har ligeledes stået bag musikken til flere film og tv-serier – heriblandt Apple-serien ‘Pachinko’ og zombiefilmen ‘Train to Busan’.

Den 18. november kan du selv opleve Leenalchis magiske og særegne univers, når de indtager Lille Vega.

Billetsalget er startet.