Hollandske Joost Klein, der blev et hedt samtaleemne efter sin diskvalifikation fra Eurovision i 2024, indtager igen Danmark i 2026.
Selvom det var schweiziske Nemo, der tog sejren i Eurovision 2024, var det en hollænder, der løb med størstedelen af opmærksomheden.
Efter semifinalen, hvor Joost Klein fik næstflest stemmer af alle, anklagede et kvindeligt medlem af Eurovisions produktionsteam den hollandske deltager for ‘truende adfærd’.
Mange – inklusive det hollandske public-service-medie AVROTROS – mente at den efterfølgende diskvalifikation fra finalen var en uforholdsmæssigt voldsom reaktion.
Hændelsen fik Joost Kleins popularitet til at skyde i vejret – især på de sociale medier, hvor flere gisnede om at diskvalifikationen i virkeligheden skyldtes Kleins offentlige modstand til Israels deltagelse i Eurovision.
Den store popularitet kunne også mærkes, da han sidst var i Danmark, og kapaciteten måtte opgraderes flere gange grundet enorm efterspørgsel. Nu kan de danske fans igen opleve hollænderen, når han vender tilbage til landet i 2026.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sigter efter et stort år i 2026
Joost Kleins besøg i Danmark kommer som en del af hollænderens netop annoncerede verdensturné.
I løbet af 2026 spiller han i en lang række lande verden over. Turen går blandt andet forbi Argentina, Australien, Tyskland, Storbritannien, Canada og USA. I sidstnævnte land spiller han i april på en af verdens største festivaler, Coachella.
Fans verden over kan se frem til at opleve Joost Kleins særegne liveshow, der både med humor og sårbarhed tager koncertoplevelsen til et helt anderledes og visuelt vanvittigt niveau.
Musikalsk blander han hardcore elektronisk musik med punkenergi og hiphop-attitude.
Stor efterspørgsel i Danmark
Den 25. juni 2026 lægger Joost Klein vejen forbi Falkonersalen.
Koncerten kommer knapt halvandet år efter hollænderens seneste optræden i Danmark.
Den 24. februar 2025 skulle han oprindeligt have spillet i Store VEGA. Men på grund af den store efterspørgsel blev koncerten rykket til Poolen.
Få dage inden han trådte op på scenen, blev kapaciteten endnu en gang opgraderet med flytningen til K.B. Hallen.
Hvis du vil opleve numre som det virale hit ‘Friesenjung’ og Eurovision-sangen ‘Europapa’ skal du sidde klar fredag den 19. december, hvor det officielle billetsalg starter.