Traditionen tro har kongeparret udvekslet ordener på statsbesøg. Tirsdag og onsdag er de kongelige i Letland.
Kong Frederik og dronning Mary er tirsdag formiddag trådt ud på en rød løber ved slottet i Riga og har dermed indledt de næste to dages statsbesøg i Letland.
Her har parret hilst på den lettiske præsident, Edgars Rinkevics, der vil gøre dem selskab under en stor del af statsbesøget.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Som en del af velkomstceremonien ved slottet, der er præsidentens residens, inspicerede kong Frederik og præsidenten en lettisk æresgarde – helt som traditionen foreskriver.
Og netop traditionerne er fortsat tirsdag formiddag, hvor kongeparret har udvekslet ordener med værtslandet.
Kongen er blevet tildelt Storkorset af Viesturs Ordenen, som er Letlands højeste militære orden.
Dronning Mary har samtidig modtaget Storkorset af De tre Stjerners Orden, som hendes mand, kongen, selv modtog i 1997.
Kong Frederik har i samme forbindelse udnævnt den lettiske præsident til ridder af Elefantordenen.
Det er en tradition, at kongeparret udveksler ordener med værtslandets overhoveder i forbindelse med et statsbesøg.
/ritzau/
