Tre østdanske kommuner har investeret et millionbeløb og etableret en ny filmfond, der skal styrke filmkunsten i regionen.
Københavns Kommune, Guldborgsund Kommune og Vordingborg Kommune er gået sammen for at etablere Den Østdanske Filmfond.
Det annoncerer fondens moderselskab Copenhagen Capacity i en pressemeddelelse.
Den nye filmfond skal trække både danske og internationale produktioner til regionen og fremme vækst og filmkultur.
Dermed får Sjælland og Sydhavsøerne nu en regional filmpulje, ligesom man har i Jylland og på Fyn.
(Artiklen fortsætter under billedet)

39,8 millioner kroner til østdansk filmkultur
De tre kommuner spytter samlet 12,8 millioner kroner i Den Østdanske Filmfond i 2026.
Fonden har derudover søgt om statslig støtte på 27 millioner kroner.
Det er altså potentielt et samlet beløb på 39,8 millioner kroner, der skal støtte film- og tv-produktionen i landet.
Fonden skal gøre det nemmere for landsdelens filmskabere, der tidligere har haft sværere ved at finansiere deres produktioner.
Sjælland og sydhavsøerne har indtil nu ikke haft en regional filmfond, som man har det i Jylland og på Fyn – her har man henholdsvis Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn.
Især for filmskabere på Sydsjælland og Sydhavsøerne har det været svært at finansiere filmproduktioner.
Store dele af den danske filmbranche holder til i Hovedstadsområdet, og det er derfor forbundet med større omkostninger til blandt andet transport, når filmskabere uden for dette område skal leje udstyr og hyre skuespillere og crew.
Lanceringen af Den Østdanske Filmfond skaber glæde hos borgmesterne i de tre deltagende kommuner.
“En fælles regional filmfond vil styrke de kreative miljøer, den kulturelle profil og den lokale vækst i de deltagende kommuner. Det er godt for Guldborgsund – og godt for hele regionen,” udtaler Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune, i en pressemeddelelse.
“Den nye filmfond vil skabe vækst, tiltrække produktioner og styrke de kreative miljøer. Vordingborg er klar med både stærke locations og et voksende filmmiljø,” lyder det fra borgmester i Vordingborg, Mikael Smed (S).
Også Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV), glæder sig over aftalen:
“Med den nye filmfond får Østdanmark et markant løft på filmområdet. Jeg ser frem til at byde endnu flere internationale produktioner velkommen til København, Sjælland og Sydhavsøerne.”