Kommune strammer klimakursen: Grønnere varme, mindre CO₂ og stærkere samarbejde

Assens Kommune har vedtaget en ny klimastrategi, der både bygger videre på tidligere resultater og sætter retningen for fremtidens klimatiltag.

Strategien, der har fået titlen „Fælles om klimaet‟, har som mål at gøre kommunen både mere klimavenlig og bedre rustet til at håndtere de klimaforandringer, der allerede mærkes.

Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen er allerede godt i gang: CO₂-udledningen er ifølge de seneste tal faldet med 17 procent mellem 2018 og 2022, svarende til 80.000 ton – og det på trods af, at udfordringerne med især transport, energi og landbrug stadig fylder tungt i kommunens klimaregnskab.

Borgmester Søren Steen Andersen understreger, at den nye strategi skal være med til at holde kursen mod målet om 70 procents reduktion i 2030 og CO₂-neutralitet i 2050.

„Som DK2020 klimakommune har vi forpligtet os til at leve op til Parisaftalens mål om at have reduceret udledningen med 70 procent i 2030 og være CO2-neutrale senest i 2050. Vi er allerede kommet et godt stykke, og med den nye klimastrategi har vi nu sat en ambitiøs retning for, hvordan vi nu skal tage de næste skridt – både i Assens Kommune som organisation og som geografisk område,‟ siger han.

Strategien lægger stor vægt på samarbejde – både internt i kommunen og med lodsejere og andre aktører. Især når det handler om at udtage landbrugsjord, udrulle grønne varmeløsninger og mindske udledninger i transportsektoren.

„Vi er en af de førende kommuner til at samarbejde med lodsejere om at udtage landbrugsjord til naturformål, og vi er i fuld gang med at understøtte områder, som ønsker grønnere varmekilder. Det er eksempler på, hvordan klimaforbedrende løsninger ofte kun kan realiseres i samarbejde med andre parter. Derfor er jeg glad for, at vi fremadrettet vil opsøge og udforske endnu flere muligheder for samarbejder omkring den grønne omstilling,‟ siger Jens Jakobsen, formand for Miljø, Teknik og Planudvalget.

Assens kommune og Parisaftalen

Assens er én af 95 kommuner, der er med i Realdania og KL’s DK2020-klimapartnerskab, som støtter lokale klimahandlingsplaner i tråd med Parisaftalen. DK2020-projektet til formål at fremme konkrete klimahandlinger i kommunerne og sikre, at klimamålene følges op af realistiske og lokalt tilpassede handlingsplaner.

Assens Kommune var en af de første 20 pilotkommuner i projektet, og strategien „Fælles om klimaet‟ er en del af denne nationale indsats.

Har du hørt om solcellevinduer? Forestil dig en fremtid, hvor din bygning ikke bare bruger energi – men også producerer den. Ikke med store solcellepaneler på taget, men gennem selve dine vinduer.