Kolding Kommune er vært ved et arrangement, der afholdes for nye, internationale tilflyttere. Arrangementet vil være en mulighed for tilflytterne for at få en indsigt i forhold omkring det danske arbejdsmarked, sprogkurser samt, hvordan man kan integrere sig ved at blive frivilig. Borgmesteren opfordrer til, at man tager godt imod de nye borgere.
Torsdag aften vil Kolding Bibliotek danne ramme for et arrangement for internationale tilflyttere til Kolding Kommune.
Kommunens nye, internationale borgere vil blandt andet få mulighed for at høre om danske sprogkurser samt om det danske arbejdsmarked og dertilhørende arbejdspladskultur.
Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“I Kolding Kommune går vi meget op i, at vores tilflyttere skal føle sig velkomne. Vi er meget interesserede i, at alle, der vælger at flytte til kommunen, har det godt. Og vi gør, hvad vi kan, for at de får øje på, hvordan de kan integrere sig og blive en del af fællesskabet,” forklarer borgmester Jakob Ville og fortsætter:
“Og når det gælder internationale borgere, så håber jeg, at vi alle sammen er opmærksomme på, at det godt kan være svært at falde til i en ny kultur. For eksempel på arbejdspladsen. Der kan være stor forskel på at gå på arbejde på en tysk og en dansk arbejdsplads – og det gælder uanset, hvilket land man kommer fra. Så tag godt imod dem,” lyder opfordringen.
Borgmesteren vil selv byde de nye tilflyttere velkommen ved arrangementet sammen med kommunens internationale tilflytterguide.
Foruden ny viden om sprogkurser og arbejdsmarkedet, kan deltagerne også høre om, hvordan de kan komme til at arbejde som frivillige. Her vil de også kunne få idéer til, hvad de kan foretage sig i deres fritid på kultur- og naturområdet.
I pressemeddelelsen står det videre beskrevet, at der vil være en lille markedsplads til arrangementet.
Her kan de internationale tilflyttere møde forskellige relevante aktører, ligesom der vil være mulighed for at netværke.
Velkomstarrangementet vil finde sted på Kolding Bibliotek på Slotssøvejen 4 i Kolding torsdag den 10. september klokken 15.30 til 19.00.
Arrangementet vil være åbent for alle, der har interesse i at møde op – det gælder også børn, lyder det.
Hele begivenheden vil dog foregå på engelsk.
Det er gratis at deltage, men kræver en tilmelding på Kolding Kommunes hjemmeside. På hjemmesiden vil det også være muligt at se hele aftenens program.