Kommune betaler 1,2 millioner for ejendomme: Er 450 millioner kroner værd

Byret siger god for, at Københavns Kommune bruger hjemfaldspligt til at overtage beboelsesejendomme billigt.

Det er helt i orden, at Københavns Kommune har gjort brug af en tilbagekøbsret til at overtage ejendomme med 228 lejligheder midt i København for blot 1,2 millioner kroner.

Det fremgår af et resumé af dommen på Københavns Byrets hjemmeside.

Vurderingen af de to beboelsesejendomme i indre København er 450 millioner kroner, og kommunen skal dermed kun hoste op med en brøkdel af det beløb for at overtage lejlighederne igen.

Sagen handler om hjemfaldspligt.

Det betyder, at kommunen på et fastsat tidspunkt ude i fremtiden har ret til at tilbagekøbe grunde, bygninger eller lejligheder til en allerede fastsat pris. Den pris er ofte meget lavere end markedsprisen.

Byggeselskabet Borgergården, der er en selvejende institution, har stævnet Københavns Kommune, fordi den ønsker rettens ord for, at kommunen handler ulovligt.

Institutionen fremførte, at kommunens ønske om at gøre brug af hjemfaldspligten var i strid med flere love og/eller principper, herunder forbuddet mod finansiel magtfordrejning.

Men i Københavns Byret har den selvejende institution lidt nederlag. Tre dommere har deltaget i afgørelsen, og de har været enige om udfaldet.

Hjemfaldspligtklausulerne var hverken helt eller delvist ugyldige. De var tvært imod lovligt indsat som vilkår i forbindelse med kommunens salg af ejendommene til den selvejende institution.

Og kommunen havde ikke handlet i strid med de fremførte regler eller principper.

Borgergården ligger i Adelgade og Klerkegade i København K.

Den selvejende institution skal med afgørelse anerkende, at kommunen har tilbagekøbt ejendommene, og at institutionen har medvirket til en de facto udskydelse af tilbagekøbstidspunktet, der lød på 1. april 2023, og indtil kommunen opnår ejendomsret.

Den udskydelse skal institutionen betale for.

Den selvejende institution har haft fri proces, hvilket vil sige, at den ikke selv skal afholde udgifterne til sagen. De lyder på godt 2,5 millioner kroner, og dem betaler staten.

/ritzau/

Sagaen om USA’s hede drømme om at købe Grønland tager nu en ny drejning, hvor Rasmus Jarlov går til modangreb på Donald Trump og USA.