Knap halvdelen af befolkningen er stadig i tvivl om, hvem de vil stemme på til kommunalvalget. Usikkerheden kan vende op og ned på magten i kommunerne.
Der er under en måned til kommunalvalget. Alligevel ved hver anden dansker ikke, hvor de vil sætte deres kryds den 18. november.
Det viser en ny undersøgelse fra Constructive Institute.
49 procent er i tvivl, mens fire procent har droppet idéen om at stemme. 47 procent har en idé om, hvem der skal have deres stemme.
Med så mange usikre vælgere kan valget blive et vaskeægte politisk drama.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Socialdemokratiet og Venstre mister terræn
Blandt de vælgere, der har en idé om, hvor de vil sætte krydset, har 41 procent allerede besluttet, hvilket parti de forventer at stemme på. Her trækker Socialdemokratiet det længste strå med 25 procent, mens Venstre følger efter med 16 procent.
Men selvom Socialdemokratiet står til flest stemmer, er det en tilbagegang i forhold til sidste kommunalvalg, hvor partiet fik 28,4 procent. Det samme gælder for Venstre, der dengang landede på 21,2 procent.
Også Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti ser ud til at miste opbakning. Til gengæld er der fremgang til både Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, som alle står til bedre resultater end i 2021.
Moderaterne og Danmarksdemokraterne stiller op for første gang ved et kommunalvalg. De ligger i målingen til henholdsvis 1,3 og 6,4 procent.
1,7 procent af vælgerne forventer at stemme på lokallister eller partier, der ikke var med i undersøgelsen, mens Slesvigsk Parti står til 0,3 procent, det samme som ved sidste valg.
På lørdag går kommunalvalget for alvor i gang. Klokken 12 må kandidaterne officielt hænge valgplakater op i blandt andet lygtepæle og træer landet over.
Valgplakaterne må hænge i gadebilledet frem til onsdag den 26. november.