Kommer Danmark alligevel med til VM? Nu reagerer Brian Riemer

Video: Presse-fotos.dk

Konflikten mellem Iran og USA kan muligvis ende med at give Danmark en ny chance for VM-deltagelse. Nu reagerer landstræneren på rygterne.

Rygterne har i den seneste tid svirret om et muligt iransk afbud til det kommende fodbold-VM i Mexico, USA og Canada.

Den igangværende konflikt mellem Iran og USA har nemlig gjort det mellemøstlige lands deltagelse i slutrunden mere end almindeligt indviklet.

‘Det iranske fodboldlandshold er velkomment til VM, men jeg mener virkelig ikke, at det er passende, at de er der, af hensyn til deres eget liv og deres egen sikkerhed,’ skrev den amerikanske præsident Donald Trump på Truth Social i marts.

Ender det med, at Iran må trække sig fra slutrunden, kan det åbne døren for dansk deltagelse.

Nu udtaler landstræner Brian Riemer sig om den mulige afbudsbillet. Det gør han i B.T.’s podcast ‘B.T. Fodbold’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Danmark slog Nordmakedonien i playoffsemifinalen, men missede VM efter et nederlag til Tjekkiet. Arkivfoto.

Ser fremad

Hvis Iran ender med at trække sig fra VM, kan det, som The Athletic har rapporteret, ende med, at en playoffturnering skal afgøre, hvem der tager landets plads ved slutrunden.

Og her kan Danmark altså komme ind i billedet.

Ifølge mediet kan formatet nemlig meget vel blive med deltagelse af to medlemmer af det asiatiske fodboldforbund AFC og de to højest rangerede hold, der ikke er kvalificeret til VM.

Og det vil altså åbne døren for Danmark, der er det næsthøjest rangerede hold uden VM-billet – efter Italien.

Det er dog tilsyneladende ikke et scenarie, som den danske landstræner overhovedet gider at tænke på lige nu.

“Lad mig svare meget konkret: Det skal vi bare fuldstændig sparke til hjørne og sige, at vi tager den derfra, hvis det en dag sker,” siger Brian Riemer i ‘B.T. Fodbold’.

Han understreger dog, at de danske drenge er klar, hvis en VM-deltagelse alligevel skulle komme på tale.

DBU har netop afsløret, at Danmark spiller to testkampe i juni mod henholdsvis DR Congo og Ukraine. Og det er altså disse kampe, Brian Riemer har blikket rettet mod – og ikke en eventuel VM-mulighed.

Se også
Missede VM efter katastrofal kvalifikation: Nu bryder Riemer tavsheden

Historien er på Danmarks side

Det danske landshold har gode erfaringer med at få en afbudsbillet til en stor slutrunde.

Som bekendt var det nemlig Jugoslaviens udelukkelse, der gav Danmark en EM-billet i 1992, hvor landsholdet altså gik hele vejen og tog pokalen.

Dengang blev Danmark direkte inviteret på baggrund af landsholdets andenplads i kvalifikationsgruppen, som Jugoslavien havde vundet.

Skal Danmark ende med at spille VM-fodbold til sommer, bliver det dog ikke helt så simpelt, da man som nævnt sandsynligvis skal igennem en playoffturnering.