Kom med helt ind i klubhuset: Ny dokumentarserie følger Bandidos i turbulent tid

Video: Presse-fotos.dk

Et kamerahold har fået lov til at komme helt tæt på rockergruppen Bandidos. Resultatet er en ny dokumentarserie, der snart får premiere.

2025 var et mildest talt turbulent år for rockergruppen Bandidos.

Året forinden havde National enhed for Særlig Kriminalitet udstedt et midlertidigt forbud mod foreningen i Danmark. Og i oktober 2025 blev Bandidos permanent opløst efter en historisk retssag, der løb gennem året ved Retten i Helsingør.

Den berygtede gruppe blev tilmed ramt af et dødsfald, da Bandidos’ præsident for Europa, Michael ‘Kokken’ Rosenvold, gik bort midt i retssagens forløb.

Mens Bandidos kæmpede mod forbuddet, inviterede de et tv-hold helt ind i klubhuset. Det er nu blevet til en dokumentarserie.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Første gang nogensinde

I en pressemeddelelse præsenterer Warner Bros. Discovery den nye HBO-dokumentarserie ‘Brutalt broderskab: Bandidos’.

Det er ifølge pressemeddelelsen første gang nogensinde, at Bandidos åbner dørene helt op for et tv-hold.

Og det skete tilmed i en historisk dramatisk periode for rockergruppen.

Dokumentarserien følger Bandidos tæt i løbet af retssagen, men tager gennem arkivmateriale og interviews også seeren med tilbage til 90’ernes voldsomme rockerkrig.

En række fremtrædende medlemmer som Claus Palermo, Michael ‘Gulli’ Larsson, Peter Pitt Rosenberg, Hervé Lespert og den nu afdøde Michael Rosenvold medvirker i serien.

Sidstnævntes dødsfald, der sendte chokbølger gennem klubben midt i dokumentarens tilblivelse, fylder selvsagt også i ‘Brutalt broderskab: Bandidos’.

En række andre personligheder, der på den ene eller anden måde har bidraget til Bandidos’ ry, medvirker ligeledes i dokumentaren.

‘Forankret i sjældne interviews med Bandidos-medlemmer samt eksperter og kilder med indblik i rockermiljøet tegner den nye dokumentarserie et kompromisløst portræt af Bandidos,’ lyder det blandt andet i Warner Bros. Discoverys pressemeddelelse.

‘Brutalt broderskab: Bandidos’ får premiere den 15. maj på HBO Max.

Alle seks episoder af dokumentarserien bliver tilgængelige på samme dag.