Kønsbalancen i dansk musik er stadig skæv trods små fremskridt

Der er stadig lang vej igen for kønsbalancen i den danske musikbranche. Men forperson sporer alligevel håb for fremtiden.

Nye tal fra Koda viser, at blot 11 procent af musikrettighedens udbetaling endte hos kvindelige musikskabere i 2024.

Det er en lille stigning på ét procentpoint fra året forinden, men der er fortsat ingen kvinder på top 10-listerne over Kodas største udbetalingsområder.

Der er altså stadig lang vej igen, hvis der skal være komplet kønslighed i den danske musikbranche.

Alligevel ser Kodas forperson, Loui Törnqvist, et håb for større kønsbalance i fremtiden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto: Adobe Stock

Fremgang blandt nye medlemmer

Mens det stadig er mændene, der modtager langt størstedelen af Kodas udbetalinger, er der flere andre statistikker, der peger på en musikbranche på vej mod en mere lige kønsbalance.

Siden 2015 er andelen af kvinder, der melder sig ind i Koda, steget med 43 procent.

Ser man på udbetalingen fra streaming blandt nye medlemmer af Koda, har der også været en betydelig fremgang.

I 2019 stod kvinder for en andel på otte procent blandt de nye medlemmer. I 2024 var andelen steget til 15 procent.

”Årets kønsstatistik planter et håb om en fremtid med en bedre kønsbalance i dansk musik. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men hvis de gode tendenser skal fortsætte, kræver det, at musikbranchens målrettede indsatser for en bedre kønsbalance fastholdes og intensiveres,” siger Loui Törnqvist i en pressemeddelelse.

De modne kvinder halter efter

Blandt de kvindelige medlemmer af Koda, er det de unge kvinder i 20’erne, der står bedst sammenlignet med mændene i samme aldersgruppe.

Her modtager de kvindelige medlemmer 17 procent af udbetalingen.

Det er stadig et stykke fra en lige kønsbalance, men det er trods alt en del bedre end de tal, der ses for kvinder i 40’erne og 50’erne.

De modtager henholdsvis 10 og fem procent af udbetalingen i deres respektive aldersgrupper.

Den dalende kønsbalance efter 40-årsalderen kan være et tegn på, at de kvindelige medlemmer har sværere ved at bide sig fast i musikbranchen og gøre livslang karriere inden for faget.

Derfor står Koda og resten af musikbranchen fortsat med et stort ansvar for at fastholde de unge kvindelige musikskabere.

”Det er virkelig positivt, at andelen af kvinder blandt de nye medlemmer stiger år efter år, og at udbetalingsbeløbet i denne gruppe er stigende. Men vi må også sande, at det kun får betydning, hvis de positive forandringer vokser ind i de øverste indtægtslag, og hvis kvinderne samtidig ikke møder barrierer, når de når 30- og 40-års alderen. Hvis den positive bevægelse, som vi ser lige nu i dansk musik, skal forstærkes, kræver det et fokus på fastholdelse af de kvindelige talenter og deres muligheder for fortsat karriereudvikling,” siger Loui Törnqvist.

Næste år besøger den georgiskfødte britiske sangerinde Katie Melua Danmark med tre koncerter i streg i tre forskellige byer.

Korte videoer