Mange københavnere skal til kommunal- og regionalvalget den 18. november lige dobbelttjekke, hvor de egentlig skal sætte deres kryds.
Valget nærmer sig, og kandidattestene bliver flittigt taget for at finde frem til den kandidat eller det parti, der fortjener en stemme.
Faktisk ved mere end to ud af tre, hvem de stemmer på den 18. november. I en ny meningsmåling fra Voxmeter svarer 67,6 procent af respondenterne ‘ja’ til, om de ved, hvor de sætter krydset til kommunalvalget. Det skriver TV2 ØST.
Det er en markant ændring fra starten af oktober, hvor Voxmeter erfarede, at det kun var hver tredje, der var sikker på sit kryds til kommunalvalget.
Men selvom størstedelen nu ved, hvor på sedlen krydset skal sættes, bør en del vælgere også tjekke, hvor i byen det skal sættes. For flere tusinde københavnere har nemlig fået et nyt valgsted. Det skriver Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Syv nye valgsteder
Siden Europaparlamentsvalget i 2024 har Københavns Kommune oprettet syv nye valgsteder og nedlagt to. Det medfører betydelige ændringer.
Langt de fleste kan møde op samme sted som sidst uden problemer. Men for 77.000 københavnere betyder ændringerne, at de skal finde vej til en ny adresse på valgdagen.
Københavns Kommune har derfor blandt andet oprettet en hjemmeside, hvor de stemmeberettigede borgere kan tjekke, hvor de skal møde op på valgdagen.
”Det er vigtigt, at vælgerne ikke oplever, at de går forgæves på valgdagen. Derfor kommunikerer vi allerede nu om ændringerne og har også lavet en hjemmeside, hvor man hurtigt og nemt kan tjekke sit valgsted ud på forhånd – og det håber jeg, at rigtig mange københavnere vil gøre”, siger Anita Okkels Birk Thomsen, kontorchef i Valgsekretariatet i Københavns Kommune.
Hjemmesiden hedder www.valgstedkbh.dk.
Valgsteddet fremgår også af valgkortet, som modtages med posten inden valget. Københavns Kommune har derudover sendt et brev i e-boks til de 77.000 københavnere, der er bosat i de områder, hvor der er ændringer.