Ny kunsttriennale inspireret af internationale events skal være med til at udløse Københavns potentiale som kulturhovedstad.
Fra 2027 får København en ny kunsttriennale – altså en stor kunstbegivenhed, der vender tilbage hvert tredje år.
Det fortæller kunstbureauet Creator Projects, der har fået til opgave at arrangere triennalen, i en pressemeddelelse.
Inspirationen er hentet fra kunstbiennalen i Venedig og den tyske Documenta i Kassel, der løber af stablen hvert femte år.
Københavns Kommune har sat i alt 50 millioner kroner af til de første tre udgaver af festivalen i 2027, 2030 og 2033.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nu begynder det konkrete arbejde
Den nye københavnske kunsttriennale kom i første omgang på tale i 2024, da en tværfaglig arbejdsgruppe vurderede, at København kunne styrke sin profil som kulturhovedstad.
I forlængelse af arbejdsgruppens vurdering besluttede man sig derfor for at skabe en tilbagevendende kunstbegivenhed i byen.
Projektet har i de seneste år været lidt af et hjertebarn for den afgående kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) i de sidste år af valgperioden.
”Ideen med kunsttriennalen har fra dag ét været at udvikle en stor kunstbegivenhed i København, med inspiration fra Documenta i Kassel og kunstbiennalen i Venedig. Ønsket med triennalen er, at den skal sprede kunst og kultur ud til hele København – og sprede kendskabet om København som en stærk kulturby ud til hele verden,” siger hun i en pressemeddelelse.
Hun og bestyrelsen for Foreningen Triennalen kan nu glæde sig over, at den foreløbige investering og udvælgelsen af Creator Projects som kunstnerisk leder er på plads.
”Det er et ambitiøst projekt og en stor opgave, der ligger foran os. Næste skridt er, at vi konkret skal i gang med at forberede triennalen og dens indhold. Vi er derfor meget glade for, at så erfarne kræfter som Marie Nipper og Simon Friese har takket ja til at stå for udviklingen af triennalen og vil varetage dens kunstneriske ledelse,” siger Mia Nyegaard på vegne af bestyrelsen i en pressemeddelelse.
Erfarne kræfter i spidsen
Det er Marie Nipper, der ved årsskiftet forlader posten som direktør for ARKEN, og den tidligere direktør for Chart Art Fair, Simon Friese, der som direktører i Creator Projects skal stå i spisen for kunsttriennalen.
”Vi glæder os meget til at begynde arbejdet med at udvikle en triennale til København og en samtale om kunstens rolle og betydning. Det nordiske oplever i disse år et momentum, og vi kan mærke en interesse både herhjemme og internationalt for kunstens betydning i det regionale fællesskab og på den kunst, der skabes i Norden. Vi glæder os til at samarbejde med kunstnere, institutioner og andre kulturaktører, om at skabe en stor markering af kunsten i København,” siger Simon Friese i en pressemeddelelse.