København tager hul på stor udskiftning af fodboldbaner

Foto: Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen

Tre nye baner er først i rækken, når København denne sommer begynder at udfase miljøskadeligt gummigranulat.

Snart får fodboldspillere i København nye baner at sparke bold på. Denne sommer tager kommunen nemlig det første skridt i en større plan om at udskifte byens kunstgræsbaner.

Det skriver Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen i en pressemeddelelse.

De nuværende baner, der indeholder gummigranulat – som bruges på langt de fleste kunstgræsbaner – skal nemlig udfases frem mod 2032.

Udskiftningen sker som en del af et EU-forbud mod bevidst tilsat mikroplast, herunder de små gummistykker, der typisk bruges i kunstgræsbaner.

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder for nuværende primært med to banetyper: Kunstgræsbaner med performance infill af naturmaterialet kork og non-infill typen, som ikke har et fyldmateriale, der forbedrer banernes spilegenskaber.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

“Jeg er virkelig glad for, at udvalget var på forkant med EU-lovgivningen og traf beslutningen om at udfase mikroplast, og særligt at der blev fundet økonomi til at banerne udskiftes i takt med, de nedslides. Det er en bæredygtig måde at gøre det på. Siden beslutningen har Kultur- og Fritidsforvaltningen opført nye kunstgræsbaner med kork eller sand. Fodboldbanerne betyder meget for københavnerne, så det er godt vi kan gøre dem mere bæredygtige. Det er vigtigt, at kommunen nu tager fat på udskiftningen af alle kommunens ældre baner og sikrer, at brugerne fortsat har gode forhold at spille under, og at banerne lever op til fremtidens krav uden mikroplast,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), i pressemeddelelsen.

Anlægsarbejdet på de tre første baner er netop gået i gang og forventes afsluttet i september 2025.

Herefter planlægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udskifte 4–6 baner årligt frem mod 2032, så alle kommunens kunstgræsbaner lever op til de kommende EU-regler.

Haveselskabet tog cirka ti kunstværker med sig. “Vi har bare taget vores værdigenstande med os,” lyder det fra direktøren.