En tragisk hændelse har fundet sted tirsdag i en lejlighed i København. De pårørende er underrettet.
Tirsdag har der været massiv udrykning til en lejlighed i København, hvor politiet i første omgang undersøgte et ‘mistænkeligt forhold’.
På adressen har der siden middagstid været flere betjente samt teknikere, der skulle undersøge omstændighederne. Blandt andet har politiets teknikere gået rundt i blå heldragter i lejligheden.
Tidligere kunne Presse-fotos.dk’s udsendte oplyse, at et køretøj var ankommet til stedet for at køre en afdød person væk.
(Artiklen fortsætter under infoboksen)
Har du brug for hjælp?
- Telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05
- Hvis du har selvmordstanker eller er i en anden alvorlig livskrise – eller hvis du har pårørende eller er efterladt til selvmord, så fortvivl ikke – hjælpen er nær
- Mailrådgivning eller chatrådgivning. For at se åbningstider og for kontakt om hjælp – www.livslinien.dk
Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi, fortæller til Presse-fotos.dk, at der er tale om en tragisk hændelse.
“Vi kommer derud i forbindelse med et dødsfald, hvor der er nogle omstændigheder, vi finder mistænkelige. Der er blevet foretaget et retslægeligt ligsyn, og vi kan oplyse, at der er tale om selvmord,” siger han.
Det drejer sig om en 37-årig mand, der har taget sit eget liv. De pårørende er underrettet.
Den tragiske hændelse har fundet sted på Bavnehøj Allé i København. Af hensyn til sagens karakter vælger Presse-fotos.dk ikke at bringe yderligere oplysninger fra stedet.
Derfor omtaler Presse-fotos.dk selvmord og selvmordstruede
- Indtil videre har Presse-fotos.dk og andre danske medier ikke omtalt selvmord, medmindre der har været en helt særlig interesse
- For nylig har Center for Selvmordsforskning kritiseret den tilgang fra danske medier, fordi den nærmest tabubelagte tilgang ikke er tidssvarende
- Forskning viser i den forbindelse, at omtale af selvmord kan være med til at forebygge
- Derfor er reglerne for god presseskik nu blevet ændret på området, så medier med størst mulig hensyn også omtaler selvmord