Med en gennemgribende renovering af banen ved Slusen er hovedstaden nu vært for BMX-VM 2025 – og samtidig fødested for et nyt nationalt elitetræningscenter, der skal løfte dansk BMX til nye højder.
Verdenseliten i BMX rykker ind i København, når verdensmesterskabet begynder i slutningen af denne måned.
Og her får deltagerne mulighed for at race på en bane, der er opgraderet til absolut international standard.
Københavns BMX Klubs anlæg ved Slusen har nemlig gennemgået en omfattende renovering forud for verdensmesterskabet.
Det skriver Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen i en pressemeddelelse.
Renoveringen er kulminationen på et stærkt samarbejde mellem Københavns Kommune, Københavns BMX Klub og VM-arrangøren Danmarks Cykle Union (DCU).
Team Copenhagen har siden 2022 haft som mål at etablere et nationalt elitetræningscenter i hovedstaden. Det samarbejde har nu løftet både banen og hele BMX-miljøet til et nyt niveau.
“Det her er et skoleeksempel på, hvordan resultater opnås gennem samarbejde. Når klub, forbund og kommune går sammen, kan vi give de unge talenter optimale rammer og samtidig skabe faciliteter, som tiltrækker store internationale mesterskaber. Det er godt for byen, at København nu huser en BMX-bane i absolut verdensklasse,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Fakta:
• VM i BMX afholdes i København fra 28. juli til 3. august 2025
• Banen ved Slusen er hjemmebane for Københavns BMX Klub
• Siden 2022 har der været samarbejde om at etablere et nationalt elitetræningscenter på banen
• Opgraderingen gør banen egnet til VM, European Cup og World Cup-løb
Mere end blot et mesterskab
Selvom VM er højdepunktet, rækker ambitionerne langt videre. De nye faciliteter skal også fremtidssikre dansk BMX som elitesport. Ifølge Team Danmark spiller banens kvalitet en nøglerolle i rytternes udvikling.
“Gode faciliteter er afgørende for at atleternes muligheder for at udvikle sig i deres daglige træning og dermed repræsentere Danmark på de største scener. Derfor er opgraderingen af BMX-banen i København en virkelig positiv nyhed for rytterne, som fremover kan træne og konkurrere på en facilitet i verdensklasse,” siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark, i pressemeddelelsen.
Banen har fået større hop, skarpere sving og en ny startrampe med skridsikker belægning – alt sammen elementer, der øger både tempoet og den tekniske sværhedsgrad.
Allerede før renoveringen blev banen betragtet som en af Nordens bedste. Nu vurderes den af klubben selv som i international topklasse.
“Vi er utroligt glade for at kunne præsentere en bane i international topklasse for de mere end 3.500 ryttere fra hele verden, der kommer til VM. Vi har allerede testet banen til både National Cup i maj og DM i juli, hvor vi fik stor ros for de nye udfordringer og banens kvalitet. Vi glæder os til at bruge banen i mange år fremover både til store internationale løb og som et stærkt træningsmiljø for vores egne talenter og BMX-landsholdet,” siger Mette Skytt, forperson for Københavns BMX Klub.
Træning på tværs af niveauer
Etableringen af det nationale elitetræningscenter betyder, at landsholdsryttere fra hele Danmark nu kan træne side om side med lokale talenter – et tiltag, der har stor betydning i en sport, hvor ressourcerne er begrænsede og synergien mellem aktører derfor altafgørende.
Den nye bane er med andre ord ikke kun en kulisse for VM, men et centralt redskab i udviklingen af næste generation af danske BMX-stjerner.
Verdensmesterskabet i BMX i København finder sted fra den 28. juli til den 3. august.