Den kontroversielle amerikanske mediepersonlighed Tucker Carlson har interviewet en kendt russer – og midt i det hele blev Danmark pludselig nævnt
Den amerikanske mediepersonlighed Tucker Carlson har interviewet den russiske våbenhandler Viktor Bout, der også har fået øgenavnet ‘Dødens købmand.’
I interviewet kommer den kontroversielle russer med en direkte advarsel til Danmark i forbindelse med Ukraine-krigen.
Viktor Bout mener, at blandt andet Danmark bringer sig i stor risiko ved at fremstille droner og andet militært isenkram, der bliver brugt af Ukraine til at angribe Rusland,
“Det presser dem meget tæt på konflikten, hvor vi i sidste ende ikke har andet valg end at begynde at ramme logistikcentre i Polen, Rumænien, Tyskland og alle disse lande, fordi de er en del af konflikten. Vi har fuldt ud ret til at angribe dem, fordi de fremstiller våben og proklamerer, at de tilhører Ukraine,” siger Viktor Bout til Tucker Carlson
(Artiklen fortsætter under billedet)

Selv skriver Tucker Carlson følgende i det opslag, han har delt på det sociale medie X med interviewet.
‘Krigen i Ukraine er meget tæt på at eksplodere i Europa, inklusive de byer, hvor dine børn tager et semester i udlandet. Ingen i Vesten synes at være opmærksomme overhovedet. Advarsel fra Viktor Bout,’ skriver Tucker Carlson til sine amerikanske følgere.
Den russiske våbenhandler Viktor Bout var en af verdens mest eftersøgte mænd, da han i 2008 blev anholdt i Thailand.
Her fra blev han udleveret til USA, der havde anklaget ham for en række forbrydelser med våbenhandel.
I 2012 blev han ved en amerikansk domstol idømt 25 års fængsel.
For omkring to år siden indgik Viktor Bout i en fangeudveksling, da USA byttede ham for den amerikanske basketballspiller Brittney Griner.
Hun var idømt fængsel i Rusland for at have taget cannabisolie med ind i landet.
Viktor Bout har efter sin hjemkomst til Rusland meldt sig til det ultranationalistiske Liberaldemokratiske Parti. Partiet støtter Vladimir Putin.


