En række markante kunstnere gik bort i 1954, og det betyder, at deres værker i år officielt er blevet fri for ophavsret.
Ophavsretten til en række værker af prominente kunstnere er nu officielt udløbet.
Det betyder altså, at værker af kunstnere som Frida Kahlo og Henri Matisse nu bliver en del af vores fælles kulturarv.
De gik bort i 1954, og derfor udløb ophavsretten på deres kunstværker, da året skiftede til 2025, ifølge EU’s regler.
Det oplyser EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i sit nyhedsbrev ifølge Ritzau.
Denne regel gælder både for Danmark samt de fleste andre lande i EU, hvor et værk udløber, når personen bag værket har været død i 70 år.
Store danske værker
Desuden betyder dette ligeledes, at romanværkerne ‘Pelle Erobreren’ og ‘Ditte Menneskebarn’ af Martin Andersen Nexø ikke længere er beskyttet af ophavsretten.
Den danske forfatter gik nemlig bort i 1954.
Det samme er tilfældet for flere af Morten Korchs romanklassikere som ‘De røde heste‘ og ‘Mosekongen‘.
Disse danske romaner opnåede stor succes i 1950, da filmene blev filmatiseret med blandt andre Poul Reichhardt og Ib Schønberg på rollelisten.
Ligesom Martin Andersen Nexø gik Morten Korch også bort i 1954.
Dermed kan “kunstnere, undervisere og virksomheder frit gøre brug af værkerne som inspirationskilde og indarbejde værkerne i nye projekter uden risiko for krænkelse af ophavsretten,” skriver EUIPO på deres hjemmeside.