Regering og kommuner vil sammen gennemgå landets beskyttelsesrum
Regeringen og kommunerne er enige om sammen at undersøge landets beskyttelsesrum og deres tilstand.
Det fremgår af en økonomiaftale, som parterne tirsdag har præsenteret. Det skriver Jyllands-Posten.
I aftalen lyder det, at man “er enige om i samarbejde at gennemføre et eftersyn af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum i Danmark”.
Det er “afgørende at sikre et fortsat fokus på civilbeskyttelsesområdet, herunder i relation til beskyttelsesrum”, lyder det videre. Det skal ses “i lyset af det aktuelle trusselsbillede”, står der i aftalen.
Det fremgår ikke, hvor mange penge der er sat af til eftersynet. Heller ikke, om der er afsat penge til eventuel istandsættelse af beskyttelsesrum, der måtte vise sig at være i dårlig stand.
Der står, at kommunerne har ansvar for vedligehold og drift af offentlige beskyttelsesrum. Ifølge Jyllands-Posten befinder en del rum sig dog i private bygninger.
Avisen har forgæves forsøgt at få et interview med beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V).
Han skriver i stedet i et svar, at partierne bag en politisk aftale om beredskabsområdet vil blive orienteret onsdag om konkrete elementer på området. Herunder “det videre arbejde med eftersyn af landets beskyttelsesrum”, lyder det ifølge avisen.
Hvis der skulle blive behov for at søge under jorden for beskyttelse, kan 3,6 millioner danskere søge ly.
Det viser en opgørelse af antallet af pladser i sikrings- og beskyttelsesrum i Danmark fra sidste år.
Men det fremgår ikke af opgørelsen, hvilken tilstand de konkrete rum er i, og om de dermed reelt kan bruges.
Danmarks 98 kommuner modtog i begyndelsen af april et brev fra Styrelsen for Samfundssikkerhed. Heri lød en opfordring om at styrke nødberedskabet.
Opfordringen kom i kølvandet på en rapport, der vurderede det danske risiko- og trusselsbillede til at være det mest alvorlige siden Anden Verdenskrig.
Kommunerne blev i den anledning blandt andet anbefalet at have adgang til kritiske ressourcer ved nedbrud. Det kan el, vand og varme.
Men flere borgmestre har langet ud efter beredskabsministeren. De savner en plan for, hvordan kommunerne skal agere i en eventuel krise.
I tirsdagens økonomiaftale fremgår det, at regeringen og kommunerne er “enige om at arbejde tæt sammen om at skabe gode rammer omkring beredskabsområdet”.
Samtidig lyder det, at der i forbindelse med aftalen om beredskabsområdet tidligere på året blev iværksat en analyse af samspillet mellem det kommunale og statslige beredskab.
Analysen skal drøftes “primo 2026 med henblik på at styrke samarbejdet mellem staten, kommunerne og andre relevante aktører på beredskabsområdet”.
Læs også: Breaking: Mange tusinde russiske soldater står nu klar til ny invasion