Kommunerne har længe efterlyst et samlet overblik over Danmarks største trusler. Nu er det her – men KL savner konkrete anvisninger og investeringer i det lokale beredskab.
Det Nationale Risikobillede 2025, som torsdag blev offentliggjort af Styrelsen for Samfundssikkerhed, giver for første gang et samlet overblik over de mest presserende trusler mod Danmark i de kommende fem år. Blandt de mest centrale risici er cyberangreb, energimangel, klimaforandringer og en forværret sikkerhedspolitisk situation.
I Kommunernes Landsforening (KL) bliver risikobilledet modtaget som et vigtigt første skridt, skriver de i en pressemeddelelse.
”I en mere usikker, utryg og ustabil verden skal danskerne kunne regne med, at vi lokalt kan skabe tryghed og sikkerhed, hvis krisen pludselig rammer. Derfor er det et godt første skridt, at vi nu har fået et nationalt risikobillede. Det er noget, vi længe har presset på for, og derfor glæder det mig også, at regeringen har lyttet,” siger Johannes Lundsfryd Jensen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.
Men KL savner samtidig, at det nationale overblik bliver gjort konkret og anvendeligt i den kommunale virkelighed.
”Nu har vi brug for at få oversat de store linjer i risikobilledet til den lokale virkelighed i kommunerne. Hvilke konkrete scenarier skal vi fx være forberedt på at håndtere? Og hvor længe skal vi have et beredskab til at passe på vores ældre og sårbare borgere, hvis fx elnettet eller vandforsyningen bliver kappet? De spørgsmål mangler vi fortsat svar på,” siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Advarsel om utilstrækkeligt beredskab
Risikobilledet lægger ikke skjul på, at Danmark står over for et mere komplekst og alvorligt trusselsbillede end tidligere. Og det kræver ifølge KL markante nationale investeringer, hvis kommunerne skal kunne leve op til opgaven.
”Når truslerne mod Danmark bliver flere og farligere, stiller det selvfølgelig større krav til det lokale beredskab i kommunerne. Derfor er der også brug for, at man nationalt investerer markant i at styrke hele vores samfunds robusthed. For vi må ikke ende i en situation, hvor vi i kommunerne er tvunget til at prioritere mellem kernevelfærd og sikkerhed,” advarer Johannes Lundsfryd Jensen.