Hegseth kaldte lørdag Kina for en “frygtindgydende trussel”, og det får Kina til at reagere med en advarsel
Kina er utilfreds med Pete Hegseths “nedsættende udtalelser” og beskylder USA for bevidst at skabe splid.
Det sker, efter at Hegseth, der er USA’s forsvarsminister, talte under sikkerhedskonferencen Shangri-La Dialogue i Singapore lørdag.
Her deltog forsvarsledere, militære embedsmænd og diplomater fra Asien.
I en tale pressede Hegseth USA’s asiatiske allierede til at opruste og kaldte Kina for en “frygtindgydende trussel”.
– Der er ingen grund til at pakke det ind: Den trussel, som Kina udgør, er reel, og den kan være overhængende, sagde Hegseth.
Kinas udenrigsministerium beskriver Hegseths udtalelser som “beklagelige” og “egnede til at så splid” i Indo-Stillehavet.
– Hegseth ignorerede bevidst en opfordring til fred og udvikling fra landene i regionen og fremhævede i stedet Den Kolde Krigs mentalitet med blokkonfrontation, svinede Kina til med æreskrænkende beskyldninger og kaldte fejlagtigt Kina for en “trussel”.
Kina henviser til USA’s tilstedeværelse i området.
– USA har indsat offensive våben i Det Sydkinesiske Hav og er fortsat med at puste til ilden og skabe spændinger i Asien og Stillehavsområdet, hvilket er ved at gøre regionen til en krudttønde, lyder det.
Som led i USA’s langvarige forsvarsforbindelser til Filippinerne har USA’s militær i år indsat Typhon-affyringsramper i Filippinerne. Ramperne kan affyre missiler mod mål i både Kina og Rusland.
Kina og Filippinerne strides om nogle øer i Det Sydkinesiske Hav, og der er stadig flere sammenstød mellem landenes respektive kystvagter, som kæmper om at patruljere farvandet.
Kinas udenrigsministerium advarer USA mod at “lege med ilden” angående Taiwan, som betragter sig selv som uafhængig af Kina. Kina anerkender ikke øen som selvstændig.
I sin tale på sikkerhedskonferencen sagde Hegseth, at ethvert forsøg fra Kinas side på at erobre Taiwan “vil få ødelæggende konsekvenser”.
Kina betragter Taiwan som del af sit territorium og har lovet at “blive genforenet” med den demokratiske ø – om nødvendigt med magt.
/ritzau/Reuters