Kendt kunstner anholdt og sigtet efter ulovligt valgstunt

Den danske provokunstner er blevet anholdt og sigtet efter et kunstprojekt, hvor han ville købe stemmer til Folketingsvalget.

Tidligere i dag kunne vi her på Presse-fotos.dk skrive om den kendte provokunstner Kristian von Hornsleth, der på valgdagen har lanceret et kunstnerisk projekt, som mildest talt er på kant med loven.

Han ønskede nemlig at købe stemmer på Enhedslisten mod betaling gennem et originalt kunstværk til en værdi af 15.000 kroner.

Og nu har det altså allerede fået konsekvenser for den 62-årige kunstner.

Københavns Politis presseafdeling kan nemlig bekræfte i et mailsvar til Presse-fotos.dk, at Kristian von Hornsleth – som han selv har hævdet på sociale medier – er blevet anholdt og sigtet i sagen.

(Ariklen fortsætter under billedet)

Christiansborg. Illustrationsfoto.

Anmeldt af parti

I forbindelse med Kristian von Hornsleths oprindelige video på Instagram, hvor han præsenterede projektet, tog Enhedslisten kraftigt afstand til det.

I en kommentar kaldte partiets officielle Instagram-profil stuntet for ‘udemokratisk’ og bad kunstneren om at stoppe projektet omgående.

Senere kunne gruppeforperson Peder Hvelplund fortælle til blandt andre Ekstra Bladet, at Enhedslisten var gået til politiet med sagen.

Se også
Provokunstner vil købe din stemme: Kan ende i fængsel

I løbet af eftermiddagen lagde kunstneren selv en video op på Instagram, hvor han meddelte, at han var blevet anholdt.

“Så er jeg lige blevet anholdt. Projektet er midlertidigt stoppet. Politiet er her og ransager ude i mit værksted,” sagde han ifølge B.T. i videoen, der dog nu – ligesom resten af Hornsleths Instagram-profil – er utilgængelig.

I baggrunden skulle man ifølge mediet kunne høre nogen udtale, at projektet kører videre.

Da B.T. i første omgang rakte ud til Københavns Politi, kunne de hverken be- eller afkræfte anholdelsen, da de ikke kommenterer på anholdelse af privatpersoner.

Men nu kan de altså – grundet Kristian von Hornslets egen offentliggørelse af anholdelsen på de sociale medier – bekræfte til Presse-fotos.dk, at provokunstneren er både anholdt og sigtet for det ulovlige stunt.

‘Lad være med at deltage’

I en pressemeddelelse opfordrer Københavns Politi til, at man ikke deltager i Kristian von Hornsleths happening.

“Vi er bekendte med, at en person ifm. med folketingsvalget opfordrer til, at man stemmer på et bestemt parti og tager et billede af det i stemmeboksen. Til gengæld modtager man et kunstværk. Vi vil gerne opfordre til, at man lader være med at deltage i sådanne aktiviteter,” meddeler Københavns Politi.

Det er nemlig ikke blot ulovligt for Kristian von Hornsleth, men også for dem, der deltager i projektet og dermed sælger deres stemme til kunstneren.

“Efter straffelovens § 117, nr. 4 og 5 kan både en person, der tilbyder andre noget for at stemme noget bestemt til et folketingsvalg, og personer, der accepterer et sådant tilbud, straffes med bøde eller op til to års fængsel,” slår Københavns Politi fast.