Han har solgt mere end 200.000 billetter sammen med sine komiker-venner. Men nu skal han stå på egne ben med sit første one-man-show.
Du kender ham fra komikerduoen Adam & Noah, BROS-showene med blandt andre Melvin Kakooza og en lang række film og tv-serier.
Og da Anders Breinholt stoppede som vært på Natholdet tog denne herre over for en kort stund.
Men nu annoncerer den kendte komiker og skuespiller noget helt nyt.
Han skal nemlig afsted på sin første turné, hvor han står alene på scenen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra All Things Live.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er Hadi Ka-koush, der nu præsenterer sit første one-man-show.
Showet, der har fået titlen ‘Næsten helt normal’, lægger vejen forbi ni danske byer fra april til juni næste år.
Udsolgte kæmpe arenaer
Sidste års BROS-turné var stort set udsolgt. Kun det ene af fire shows i Royal Arena havde få billetter tilbage. Ud over Royal Arena besøgte komiker-kvartetten flere andre store arenaer i Danmarks største byer.
Dengang fik Hadi Ka-koush selskab af den faste makker i Adam & Noah, Joel Hyrland, samt Melvin Kakooza og Mahamed Habane.
Men nu skal han altså fylde scenen ud alene, og derfor besøger han naturligt nok også nogle lidt mindre spillesteder.
Der er dog stadig højt respektable lokationer som Bremen Teater i København og Magasinet i Odense på turnéplanen.
Fordomsnedbrydende humor
Hadi Ka-koush lover, at man vil kunne genkende humoren, hvis man har set hans tidligere shows med Adam & Noah og BROS. Den eneste forskel er formatet.
Det vil altså sige, at publikum kan se frem til et comedyshow, der samler folk på tværs af forskelligheder, etnisk baggrund og hudfarve.
Du kan finde hele turnéplanen og mere info på hjemmesiderne for All Things Live og Hadi Ka-koush.
Billetsalget er netop startet, den 2. september klokken 12.