Skuespilleren, der er kendt for adskillige ikoniske roller i danske film og tv-serier er nu gået en helt anden vej.
Julen er ikke bare højsæson for æbleskiver og skrabekalendere.
Det er også en tid, hvor mange danskere strømmer til kirkerne for at høre mere om alt det, vi egentlig fejrer i december måned.
En stor del af oplevelsen ved julekirketjenesterne er de hyggelige og traditionsrige julesamler, der bliver sunget over hele landet.
Hvis du finder dig selv i Vipperød Sogn denne jul, kan du opleve en stemme, der kommer fra et yderst velkendt ansigt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ikke en uvant disciplin
Skuespiller Lars Bom har netop startet et nyt job som kirkesanger i sognet, der ligger syd for Holbæk.
Det fortæller han i et interview med DR.
Det virker måske som en overraskende ny karriere for manden, der er blevet kendt for sine roller i en lang række film og tv-serier.
Men i virkeligheden er det der med sangen slet ikke noget nyt for 64-årige Lars Bom.
Han er nemlig søn af en konservatorieuddannet operasangerinde, og så var han selv elev på Skt. Annæ Skole og solist i Københavns Drengekor, hvor han sang sopran.
“Når jeg kom hjem fra skole og havde sunget hele dagen, skulle jeg også øve med min mor, så stod vi og sang Händels Halleluja, og så gik jeg ud og spillede fodbold bagefter,” siger Lars Bom til DR.
Skuespilleren fik sin debut som kirkesanger i Vipperød Sogn 1. søndag i advent, og skal fremover både stå for ind- og udgangsbøn samt synge salmer til gudstjenester, bryllupper og begravelser.
Så der er altså ikke tale om et kortvarigt kendisindslag i sognet, hvor han søndag optrådte ved en julekoncert i Ågerup Kirke. Det gjorde han side om side med kæresten Eva Malling, der spillede kontrabas til koncerten.
De bor sammen i Ejby Strand.
Sætter ikke skuespillerkarrieren på pause
Lars Bom er kendt for sine optrædener i flere ikoniske film- og tv-roller.
Som 23-årig debuterede han i filmen ‘De uanstændige’ tilbage i 1983.
Mellem 1993 og 1997 indtog han den ikoniske rolle som Bamse i både ‘Bamses billedbog’ og ‘Bamses julerejse’.
Det helt store gennembrud kom, da han spillede hovedrollen i TV 2-serien ‘Strisser på Samsø’.
Senere blev han et endnu mere kendt ansigt, da han medvirkede i flere populære DR-serier.
I krimi-dramaserien ‘Rejseholdet’ spillede han rollen som den tidligere fodboldspiller Johnny Olsen, der blev Rejseholdets chauffør.
For det lidt yngre publikum blev han kendt som Max’ berømte nabo Steen Cold i ‘Max’-serien og ‘Max Pinlig’-filmene.
Senest har han medvirket i Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags serie ‘Bag enhver mand’.
Stillingen som kirkesanger optager 12 timer i Lars Boms uge. Derfor er det nye job ikke lig med et farvel til skuespillerlivet.
I hans kommende skuespillerjob kommer han ligeledes til at stå på kirkegulvet.
Han skal nemlig optræde i Maribo Domkirke, hvor han spiller inkvisitoren Bernard Gui i en opsætning af Umberto Ecos gennembrudsroman ‘Rosens Navn’.