Keld og Hilda Heick på afskedsturné: ‘Det bliver vemodigt’

Arkivfoto: Hilda og Keld Heick ved premieren på Matador Musical 2024.

Med afskedsturnéen, ‘Hånd i hånd… på sidste turné’, giver duoen et indblik i deres liv på og bag scenen med både humor og røverhistorier.

Fredag aften gik startskuddet for Keld og Hilda Heicks afskedsturné, “Hånd i hånd… på sidste turné”.

Turnéen markerer duoens farvel til den danske underholdningsscene og byder på en musikalsk aften i form af et talkshow, styret af forfatter og revydirektør Lukas Birch.

“Publikum kan glæde sig til en ganske særlig aften, hvor Keld og Hilda kærligt, ærligt og humoristisk fortæller røverhistorier fra et langt liv både på og bagved scenen,” lyder det på hjemmesiden liive.dk.

I løbet af turnéen vil den folkekære dansktop-duo blandt andet give et indblik i, hvordan de mødte hinanden i folkeskolen, samt hvordan Keld Heick endte som en af de mest vindende tekstforfattere i Dansk Melodi Grand Prix.

En sidste koncert i 2026

Keld og Hilda Heick har været gift siden 1968 og har optrådt sammen som dansktopduo Keld & Hilda siden 1976.

På afskedsturnéen vil Keld og Hilda Heick spille nogle af deres største hits som ‘Do You Speak English’, ‘Ved landsbyens Gadekær’ og ‘Vi Ska’ Gå Hånd I Hånd’, lyder det videre.

Sidstnævnte har netop inspireret navnet til afskedsturnéen, der kommer forbi flere danske byer i marts og april.

Første stop har således allerede fundet sted fredag aften i Holstebro Teater, derefter går turen til Hinnerup, Aalborg, Køge, Næstved, Roskilde, Hillerød og Odense.

Tidligere har parret fortalt Ritzau, at det bliver en vemodig afsked.

“Vi har haft en fantastisk god tid. Vi har været heldige, men vi har også været flittige. Der skal begge ting til, før det kan køre så lang tid,” sagde Hilda Heick dengang til mediet.

Selvom turnéen er en afskedsturné, har Keld og Hilda stadig en sidste koncert i 2026.

Det bliver i februar i Portalen i Greve. I samme måned fylder Keld 80 år, mens Hilda fylder 80 år til maj samme år.

En vaskeægte legende lægger vejen forbi Danmark – og det er samtidig hans eneste optræden i landet i år.