Janni Ree udtalte lørdag, at stridighederne mellem hende og eksmanden Karsten Ree var blevet begravet efter et tilfældigt møde på Rungsted Havn. Nu tager sagen en helt ny drejning
Hvis man troede, at stridighederne mellem Janni og Karsten Ree var blevet begravet, kan man godt tro om igen.
Janni Ree fortalte lørdag, at hun og Karsten var forsonet efter et tilfældigt møde på Rungsted Havn, hvor de to havde fået talt ud om tingene i forhold til den hårde og offentlige skilsmisse, som de gennemgik sidste år.
Men det afviser Karsten Rees lejr nu fuldstændig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“De beskyldninger, som Janni Ree tidligere har fremsat mod Karsten Ree, er af en så alvorlig karakter, at det ikke er aktuelt ‘at rense luften’,” siger Karsten Rees kommunikationsansvarlige Sune Aagaard nu til B.T..
Janni Ree fortalte ellers forleden til mediet, at det netop var rart at have fået lagt låg på stridighederne.
“Alt hvad vi talte om er mellem Karsten og jeg. Jeg kan sige, at det kun var positive ting, der blev sagt. Jeg er glad for, at vi fik renset luften,” sagde Janni Ree blandt andet til mediet
Karsten Rees kommunikationsansvarlige Sune Aagaard fortæller videre, at det er Janni Rees beskyldninger mod milliadæren om psykisk og fysisk vold og en politianmeldelse, der gør, at de to tidligere ægtefæller ikke kan rense luften.
“Der verserer i øjeblikket en historie i visse medier om et tilfældigt opstået forsoningsmøde mellem Janni Ree og Karsten Ree. Karsten Ree ønsker i den forbindelse at tydeliggøre, at der ikke var tale om noget forsoningsmøde eller lignende, men blot en kortvarig samtale af neutral karakter,” siger Sune Aagaard til B.T..
Anklagemyndigheden valgte tidligere ikke at rejse sag mod Karsten Ree i de anmeldte forhold om psykisk og fysisk vold, som han var blevet ankalget for.
Til gengæld er der fortsat en verserende sag om et fogedforbud samt en sag om Jannis omgang med Karsten Rees testamente.
De to sager påvirkes ikke af samtalen ved Rungsted Havn, lyder det fra Sune Aagaard.
OPDATERING:
Ifølge Janni Ree var der ikke blot tale om en korvarig samtale på Rungsted Havn, men en samtale der i hendes optid varede tre timer.
“Jeg henholder mig til den private samtale, jeg havde med Karsten, men samtalen varede omkring tre timer, og vi kom vidt omkring. Jeg ønsker ikke at diskutere i medierne, hvad samtalen gik ud på, det ved Karsten og jeg, men den handlede ikke om de verserende retssager,” siger Janni Ree til B.T..
Hun forstår ikke den kommunikationsansvarlige Sune Aagaards udlægning af episoden.