Projektet ‘Ord på’ undersøger, hvordan skrivning kan forbedre trivsel og hjælpe neurologiske patienter med at håndtere deres sygdom gennem kreativ udfoldelse.
I samarbejde med VIA University College undersøger Region Midtjylland nu, om ord og skrivning kan forbedre trivsel.
Det sker i projektet ‘Ord på’, der er en del af Region Midtjyllands arbejde med kultur i sundhedsvæsenet.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Med ord kan svære tanker og følelser nemlig komme til udtryk.
Derfor arbejder medarbejdere på afdelingen for Neurologi, Fysio- og Ergoterapi sammen med forskere fra VIA University College for at undersøge, hvad skrivning kan betyde for neurologiske patienter, hvis sygdomme ofte er kroniske og degenerative.
“I Region Midtjylland ved vi, at kunst, kultur og kreativitet har en positiv effekt på helbredet og kan gøre det lettere at håndtere svære livssituationer. Det gælder for os alle sammen – men måske især for folk, der er ramt af sygdom. Skrivning giver dem en mulighed for at se på deres livssituation med et nyt blik, der adskiller sig fra den måde, vi normalt betragter sygdom på i sundhedsvæsenet. Jeg glæder mig til at følge projektet og håber, at skrivning for patienter kan blive en integreret del af patienters forløb flere steder i regionen,” siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland, i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Fakta om projektet
- ‘Ord på’ er et partnerskabsprojekt mellem Region Midtjylland i form af afdelingen for Neurologi, Fysio- og Ergoterapi på Regionshospitalet Gødstrup og VIA University College.
- Formålet er at udvikle og forske i en kunstpraksis-baseret intervention, som gavner patienter, pårørende og personale og muliggør langsigtet kompetenceudvikling.
- Projektet igangsættes, udføres og evalueres i løbet af 2025.
- Der er bevilget 500.000 kr. fra Regional Udvikling i Region Midtjylland til projektet.
- Forsknings- og projektledelse varetages af forsker Marianne Raakilde Jespersen fra VIA University College.
Projektet begyndte allerede den 31. januar, og her oplevede sygeplejerskerne lovende resultater.
Efterfølgende udtænkte de, hvordan de kunne inspirere patienterne til at komme i gang med at skrive om både stort og småt, løst og fast, let og tungt.
‘Ord på’ løber frem til december 2025 og bliver evalueret afslutningsvis. Herefter håber kommunen, at projektet bliver en fast del af patienternes forløb, men ligeledes at det kan spredes til andre hospitaler i og uden for regionen.