Kan have indsmuglet flere ton hash: Finder hundrede tusinde kroner i kontanter

I Kroatien og Danmark har myndigheder beslaglagt ejendomme og biler og motorcykler i stor narkosag.

Politiet mener at have optrevlet en gruppe, der skal have indsmuglet to ton hash til Midt- og Østjylland.

Også 40 kilo kokain indgår i de sigtelser, som National Enhed for Særlig Kriminalitet har rejst, oplyser NSK onsdag i en pressemeddelelse.

Under en anholdelsesaktion tirsdag blev fire mænd og en kvinde i alderen fra 41 til 69 år anholdt, og i den forbindelse fandt betjentene flere hundrede tusinde kroner i kontanter.

(Artiklen fortsættter under billedet)

Illustrationsfoto.

Samtidig har politiet både i Danmark og i Kroatien beslaglagt både kontanter og aktiver i fast ejendom, flere biler og motorcykler, som angiveligt er skaffet for indtægter ved smugleri og handel.

Ifølge NSK er den yngste af de anholdte, altså den 41-årige mand, tilknyttet rocker- og bandemiljøet.

Hash’en skal være kørt ind i Danmark på lastbiler.

Onsdag skal en dommer i Retten i Aarhus afgøre, om de fire mænd skal varetægtsfængsles.

/ritzau/

Betjente rykkede ud til en skole efter et groft overfald, hvor en elev blev snittet i. Nu er der nyt i sagen