En person skulle eftersigende være blevet overfaldet med machete.
Søndag aften har en blodig episode udspillet sig ved en Burger King.
Efterfølgende skulle flere personer være blevet ført væk af politiet i DNA-dragter.
Det kan vagtchefen hos politiet bekræfte til Presse-fotos.dk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge redaktionens oplysninger er der tale om fire personer, der er blevet anholdt efter episoden.
Her skulle der være tale om en voldelig hændelse, hvor en person er blevet udsat for et angreb med en machete.
Dette ønsker Sydøstjyllands Politi dog ikke at hverken be- eller afkræfte.
“Vi har fået en anmeldelse kl. 21:02. Vi kommer derned, og der er sket en hændelse, som vi er i gang med at undersøge. Vi er forholdsvis mange på stedet, men der er ingen grund til at være bekymret, hvis man bor i området. Situationen er under kontrol,” fortæller Halfdan Kramer, vagtchef hos politikredsen, til Presse-fotos.dk.
Han fortæller desuden, at flere personer er blevet anholdt, og nu skal ordensmagten have klarlagt personernes rolle under hændelsen.
“Der er flere anholdte, og vi skal have klarlagt de personers rolle under hændelsen. En person er kørt på sygehuset med skader, der skal undersøges. Der er ikke tale om livstruende skader. Jeg kan desuden bekræfte, at der er personer, der er blevet anholdt og iført DNA-dragter,” afslutter vagtchefen.
Billeder fra stedet viser, hvordan en større gruppe personer ligger på jorden tilbageholdt foran restauranten, mens de blå blink fylder i aftenmørket.
Flere politibiler holder også parkeret i området, hvor et større areal er blevet afspærret af ordensmagten.
Det voldsomme knivstikkeri er sket ved en Burger King på Lærkevej i Kolding.
Presse-fotos.dk følger sagen.
Ingen ved hvorfor: Fire teenagepiger mistede livet, da hus brændte ned til grunden









