Kæmpe politi-brøler: Tiltalte den forkerte Brøndby-fan

Der må stadigvæk ikke komme udebanefans til Derby. Illustrationsfoto

En mand blev ved retten frifundet, fordi det slet ikke var ham, som politiet skulle have fat i.

Der må have stået en statslig anklager med røde ører i dag ved retten i Glostrup.

En mand stod nemlig tiltalt for grov vold mod politiet og kontrollører, samt grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Episoden fandt sted den 27. oktober 2024 på Brøndby Stadion, hvor der inden kampstart blev kastet romerlys mellem Brøndby og FCK-fans.

Anklagemyndigheden gik efter et års fængsel. Der var bare lige ét problem. Det var den helt forkerte mand, som politiet havde fået fat i.

Det skriver forsvarsadvokat Martin Andersen på sin Facebook-profil, hvor han også bekræfter, at hans klient blev frifundet.

Forsvarsadvokaten skriver videre, at det var en sag med massivt videomateriale, og retten var enig i, efter grundig gennemgang, at det ikke var den rette mand, som sad på anklagebænken.

Det københavnske derby har ikke tilladt udebanefans siden den dag på Brøndby Stadion.

Se også
På Brøndby Stadion: 61-årig mand tæver frivillig vagt