Kæmpe overraskelse: Ikoniske løver vender tilbage

Når 11. sæson af det populære DR-program ‘Løvens Hule’ får premiere i næste uge, er der comeback til to af de originale løver.

Den 12. februar vender det populære iværksætterprogram ‘Løvens hule’ tilbage på DR.

Og det bliver med den største flok af potentielle investorer til dato.

Det afslører DR i en pressemeddelelse.

Sæson 11 byder således på comeback til to erfarne herrer og debut til en ny løve.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den største løveflok til dato indtager stolene i sæson 11 af ‘Løvens hule’. Foto: Per Arnesen / United / DR

Gamle løver vender tilbage til hulen

Sidste sæsons hold af fem faste løver skal fortsat vurdere – og måske investere i – de håbefulde iværksætteres virksomheder i sæson 11.

Det vil sige, at Louise Herping Ellegaard, Nikolaj Nyholm, Morten Larsen, Anne Stampe og Tahir Siddique alle vender tilbage i den nye sæson.

Rasmus Kolbe – bedre kendt som Lakserytteren – vender dog umiddelbart ikke tilbage i rollen som gæsteløve.

De fem løver, der fortsætter i rollen, er alle blevet en del af programmet i enten 2023 eller 2024.

Se også
Nu kan du eje Hans Christian Varnæs’ jakkesæt

I 2026 får de dog selskab af to forretningsmænd, der var med helt fra starten tilbage i 2015.

Christian Stadil og Jesper Buch var med hver deres personlighed med til at gøre ‘Løvens hule’ til en succes i programmets første år.

Nu vender de to erfarne løver tilbage efter henholdsvis syv og tre år på sidelinjen.

For Hummel-ejeren Stadil bliver det første ‘Løvens hule’-sæson siden sæson fire, mens Buch senest var investor i ottende sæson.

Savnet i programmet

Jesper Buch, der blandt andet har stiftet takeaway-platformen Just Eat, har i sin tid som løve investeret i flere af programmets største succeshistorier.

Blandt dem er tøjmærket Shaping New Tomorrow, som fik Buch med på holdet i tredje sæson af ‘Løvens Hule’.

I DR’s pressemeddelelse sætter den mangeårige løve selv ord på sit comeback:

“De sidste to år har jeg tusindvis af gange i mit daglige virke – professionelt eller i fritiden – fået at vide, at vi savner dig i ’Løvens hule’. Jeg har været med til at bygge det brand op. Jeg elsker ’Løvens hule’ og den gode investering. Når så mange siger det, så har massen talt. Det er ikke et ønske fra min side om at få en større portefølje – det kommer så, når jeg er med. Jeg får mere ud af at give end at tage, så når jeg kan give nogle fede timer foran skærmen, så er det mit kald. Og det er ikke bullshit.”

Ny løve bliver en del af flokken

Buch og Stadil får selskab af Becksöndergaard-medstifteren Lis Beck, der er helt ny løve i sæson 11.

Hun er især kendt fra mode- og livsstilsbranchen og har desuden stiftet interiør- og livsstilskonceptet Craft Sisters.

Hun har også et job som udstationeret i Malaysia for Carlsberg Marketing på CV’et.

’Løvens Hule’ har premiere torsdag den 12. februar klokken 6.00 på DRTV og klokken 20.00 på DR1.

Der kommer i alt otte afsnit.

Korte videoer