Kæmpe optur fra fronten: Ukraine bringer gode nyheder

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, kommer nu med gode nyheder for Ukraine i forbindelse med en tale. Præsidenten bringer blandt andet postive meldinger fra frontlinjen, hvor ukrainske og russiske styrker står over for hinanden

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at ukrainske styrker er rykket frem i grænsedistrikter i den nordlige Sumy-region, som Rusland i de seneste måneder har forsøgt at få greb om.

Det sker i præsidentens daglige tale, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Her citerer Zelenskyj også Ukraines hærchef for, at Rusland har lidt betydelige tab i regionerne Donetsk og Kharkiv langs frontlinjen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj

Talen finder sted, en uge efter at Rusland har meldt om det, der beskrives som fremskridt i regionen Dnipropetrovsk, der ligger centralt i Ukraine.

Russiske styrker er i gang med et langsomt fremstød gennem det østlige Ukraine og melder næsten dagligt om erobringer af nye landsbyer, skriver Reuters.

Rusland har delvist besat fire regioner – Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson – men ikke Dnipropetrovsk, hvor det indtil videre melder at have fået kontrol over en række landsbyer langs regionens grænse.

– Der er gode resultater i grænseområderne i Sumy-regionen, siger Zelenskyj i talen søndag.

– Vores enheder fortsætter med at avancere i retning af Ukraines statsgrænse.

I august sidste år trængte ukrainske styrker ind i Kursk-regionen i det sydvestlige Rusland og overtog en række landsbyer.

Rusland sendte forstærkninger til regionen, og i løbet af foråret meldte Rusland på ny at have fuld kontrol over Kursk. Siden da har Rusland forsøgt at etablere en såkaldt bufferzone i Sumy-regionen.

Rusland retter regelmæssigt angreb mod blandt andet byen Sumy, som ligger i regionen.

Zelenskyj siger søndag, at Ruslands styrker har lidt betydelige tab nær Kupjansk, som ligger nordøstligt i Kharkiv.

– Vi fortsætter med at operere i retning af Dobropillja, siger han.

Dobropillja ligger nær Pokrovsk i Donetsk.

– Det er vigtigt, at russiske angreb bliver afværget af vores drenge, siger Zelenskyj.

/ritzau/