Mange elever stod til at skulle til eksamen mandag, men nu er de alle blevet aflyst.
Mange kender følelsen af, at man sidder aftenen før en eksamen, kigger på uret og bliver enig med sig selv om, at man under ingen omstændigheder når at blive klar.
Skulle det også være tilfældet for elever på CBS, så kunne de ånde lettet ud søndag aften.
Der tikkede nemlig en besked ind om, at hvis de havde en eksamen mandag, så var den aflyst.

Det skriver Ekstra Bladet.
Aflysningen skyldes ifølge mediet, at der er sket en fejl i IT-systemet.
“Vi fik at vide fra vores it-leverandør klokken 18.52 søndag, at der var en fejl i systemet,” fortæller den konstituerede leder af studieadministrationen på CBS, Rene Kramhøft Jacobsen, til Ekstra Bladet.
Der er angiveligt seks til syv skriftlige eksamener, der er blevet aflyst. CBS kan ikke oplyse til mediet, hvor mange studerende det drejer sig om.
Og det er der måske en god grund til. Årsagen til, at eksamenerne blev aflyst, er nemlig, at CBS ikke kan se, hvem der skulle møde op.
Derfor sendte uddanelsesstedet også en mail ud til alle studerende søndag aften klokken 21.15 i håb om, at den kunne komme ud til flest mulige, der skulle møde til eksamen mandag, skriver Ekstra Bladet.
Elever, som der skulle føle et lettelsens suk, hvis de ikke var forberedte søndag aften, kan dog ikke være helt lettede endnu.
Ekstra Bladet skriver nemlig, at man hos CBS vil mødes mandag for at se, om systemerne kører igen, så eksamenerne kan gennemføres allerede tirsdag.

