Der meldes om lange køer forskellige steder i landet. Alle i køen får lov at stemme, før valgsteder lukker.
Flere medier melder om lange køer ved stemmestederne omkring klokken 20, hvor valgstederne begynder at lukke.
TV 2 Østjylland skriver, at flere vælgere har givet op og forladt køen ved Folkestedet på Carl Blochs Gade i Aarhus.
En reporter fra TV 2 vurderer, at køen ved stemmestedet er 500 meter lang.
Den lange kø betyder, at der vil blive åbnet et ekstra stemmerum.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det siger Lene Hartig Danielsen, som er chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, til TV 2 Østjylland.
– Vi har aldrig oplevet det her før, siger hun.
Hun understreger samtidig, at alle vælgere, som står i kø, får lov til at stemme.
Klokken 20 begynder landets 1314 valgsteder at lukke, og stemmerne begynder at blive talt op. Alle steder med kø er det dog fortsat muligt at stemme.
Og det er ikke kun i Aarhus, at vælgerne står i kø for at afgive deres stemme. Også i hovedstaden er der meldinger om lange køer flere steder.
Ifølge Ekstra Bladet har vælgere stået i kø i over en time ved Frederiksgård Skole på Nørrebro, og der er fortsat over 500 meter kø, lyder det.
Anita Okkels, som er chef for valgsekretariatet i Københavns Kommune, siger til TV 2, at der er udfordringer med kø flere steder i København.
– Nogle steder er der kø, andre steder er der ikke. Vi er meget opmærksomme på de steder, hvor der er kø. Vores valgtilforordnede, valgsekretærer og valgstyrelser gør alt, hvad de kan, for at få afviklet køerne, siger hun til mediet.
I Vallensbæk meldte TV 2 Kosmopol tidligere på aftenen om kø ved Egholmsskolen.
Her lød det fra valgstyreformand Martin Nelson (S), at han ikke har oplevet så lang en kø i de 16 år, han har været der.
/ritzau/
Vild udmelding fra Lars Løkke: ‘I tvivl om vi skulle stille op til valget’