Der er markant forskel på, hvor i landet du bor, når det handler om ungdomsuddannelse.
I 2023 advarede Dansk Arbejdsgiverforening om et massivt fald i antallet af faglærte.
Beregninger baseret på DREAM’s uddannelsesfremskrivning viste, at antallet af faglærte vil falde med 75.000 frem mod 2030 og med over 150.000 i 2035 sammenlignet med 2023.
Selv om problemet gælder hele landet, varierer det kraftigt fra kommune til kommune.
En ny analyse fra fagforeningen Lederne tegner nemlig et skarpt billede af et Danmark delt mellem gymnasier og erhvervsskoler.
På landsplan er der fem unge med en gymnasial uddannelse for hver én, der tager en erhvervsuddannelse. Rundt om i landet ser det vidt forskelligt ud.
På Morsø går det lige op. For hver ung med en gymnasial uddannelse er der én med en erhvervsuddannelse.
Nord for København ser det helt anderledes ud.
Især i Gentofte, hvor der i gennemsnit skal 35 unge med en gymnasial uddannelse til, før man finder én med en erhvervsuddannelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den geografiske skævhed bekymrer Nina Christine Schwarz, uddannelsespolitisk chefkonsulent fra Lederne.
”Det er et problem, hvis Danmark i praksis bliver delt op i gymnasiale og erhvervsfaglige zoner. Behovet for faglært arbejdskraft er stort i hele landet – og det vil kun vokse. Derfor skal vi sikre, at de omfattende investeringer i erhvervsuddannelserne komme alle til gavn, uanset postnummer,” siger Nina Christine Schwarz.
Ifølge fagforeningen mærkes udviklingen allerede i virksomhederne. En medlemsundersøgelse viser, at hver tredje leder i den private sektor har svært ved at finde faglært arbejdskraft. Samtidig vurderer over halvdelen, at behovet for faglærte vil stige yderligere de kommende år.
Mål blev aldrig indfriet
Tilbage i 2013 præsenterede regeringen en erhvervsskolereform.
Ambitionen var, at 25 procent af en ungdomsårgang i 2020 skulle vælge en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen. Det tal skulle stige til 30 procent i 2025.
Men det er ikke sket.
Ifølge analysen fra Lederne er der i dag i gennemsnit fem unge med en gymnasial uddannelse for hver én med en erhvervsuddannelse.
Og det er uden at medregne de unge, der slet ikke går i gang med en uddannelse.
Ifølge Danmarks Statistik har 8,3 procent af unge mellem 18 og 25 år ingen registreret ungdomsuddannelse, mens 6,9 procent er startet, men har droppet ud.