Kæmpe-drama i flere landsbyer: ‘Går i dækning med automatvåben’

Politiet foretager tirsdag aften aktioner i flere små landsbyer, hvor betjente blandt andet råber i en megafon, mens andre er bevæbnet med automatvåben og står i dækning bag en patrujlevogn

“Politiet bruger en megafon for at få personen, der bor i huset, til at komme ud. Det er et hus på Lærkevej, det handler om,” fortæller en nabo ved navn Dan Pedersen ifølge TV Midtvest tidligt tirsdag aften om en aktion i den lille landsby.

Presse-fotos.dks udsendte, der også er på stedet, bekræfter naboens ord.

“Det er korrekt, at betjentene bruger megafon. De siger: (Navn udeladt) det er politiet, kom stille og roligt ud af huset – din hoveddør står åbent, og det bliver koldt. Hvis der er andre, skal de også komme ud,” siger Presse-fotos.dks udsendte.

Han tilføjer, at betjente er bevæbnet med automatvåben under aktionen i landsbyen. Ingen er klokken 18.15 endnu kommet ud af det pågældende hus.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses betjente med automatvåben på vejen – se flere billeder nederst
Se også
Advarsel om ekstrem voldsomhed: ‘Der løber gul væske ud af hans hjerne’

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi foregår tirsdag aftens aktion i to mindre landsbyer.

‘Vi er lige nu talstærkt til stede i både Kølvrå og Karup i forbindelse med en politiforretning. Borgere kan færdes frit i området, men giv os plads til at arbejde og følg politiets anvisninger på stedet,’ oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.

Ifølge Presse-fotos.dks udsendte er det på Lærkevej i Karup J, at politiet befinder sig, mens den nærmere adresse i Kølvrå er ukendt.

Presse-fotos.dk har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi, men politikredsen har endnu ikke mulighed for at gå i nærmere detaljer.

Presse-fotos.dks udsendte fortæller, at Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) er ankommet til Lærkevej i Karup J.

Et større område omkring det pågældende hus på vejen er blevet afspærret.

Det er endnu ikke kendt, hvad koblingen i aktionerne i henholdsvis Karup J og Kølvrå er. Der er et par kilometer i mellem de to byer, og de ligger ved Viborg.

Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade.

OPDATERING:

‘Vi er færdige med vores arbejde i Kølvrå/Karup, hvor vi siden i eftermiddags har været til stede på anmodning fra Østjyllands Politi. Der har ikke været fare for borgerne i området,’ oplyser Midt- og Vestjyllands Politi kort før klokken 21.00.