Statsministeriet har begået en fejl og udbetalt for mange penge til kongen og dronning Margrethe fra april 2025 til marts 2026. Det fremgår af et brev til Finansudvalget fra statsminister Mette Frederiksen.
Hvis du har gået og syntes, at Kongehuset har levet lidt for godt det forgange år, så har du faktisk haft hold i din teori.
For i et brev til Folketingets finansudvalg fra Mette Frederiksen, fremgår det, at Kongehuset har fået for mange penge udbetalt af statskassen.
Og det er bestemt ikke småpenge, der er tale om.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Regenten og hans forgænger fik i alt 300.000 kroner for meget sidste år.
Fejlen udspringer af en beslutning truffet i forbindelse med tronskiftet i 2024 om fra 2025 at skifte det tekniske indeks, som reguleringen af ydelsen til kongen og dronning Margrethe bygger på.
Mette Frederiksen lægger heller ikke skjul på i brevet, at der er tale om en fejl.
“Statsministeriet har oplyst, at ministeriet imidlertid ikke har foretaget det nævnte skift i indeks i 2025, men først med virkning fra april 2026, hvilket må anses for en beklagelig fejl”, skriver hun.
Længere nede i brevet står der:
(Artiklen fortsætter efter billedet)

“Statsministeriet har endvidere oplyst, at ministeriet har taget initiativ til at korrigere fejlen, og det er i den forbindelse aftalt mellem Statsministeriet, Finansministeriet og Kongehuset, at det for meget udbetalte beløb vil blive tilbagebetalt i indeværende finansår”.
Det betyder altså, at hverken kong Frederik eller dronning Margrethe får lov at beholde beløbet.
I brevet fremgår det, at beløbet vil blive tilbagebetalt i indeværende finansår.
