Kæmpe bombe: Cecilie Liv Hansen med kokain-sviner til Vanopslagh

Den skandaliserede politiker tager nu bladet fra munden og kommer med en hård stikpille til sin tidligere partiformand.

Der gik fire dage, fra at Cecilie Liv Hansen var valgt ind, til at hun blev kylet ud på røv og albuer af Liberal Alliance.

Partiet mener, at hun har løjet over for dem, når det kommer til hendes personlige forhold og hendes kæreste, som har solgt cannabis og i december var i retten i forbindelse med salget.

Lørdag blev den unge komet så smidt ud af partiet, og nu tager hun i et længere opslag på sin Instagram-profil bladet fra munden, hvor hun også får sendt et hårdt angreb mod sin tidligere partiformand.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: Instagram

‘Det sidste døgn har været overvældende, og medier og rygter har en tendens til at fordreje tingene,’ starter hun med at skrive i sit opslag.

Videre oplyser hun, at hun klokken 21 lørdag blev smidt ud af Liberal Alliance. Hun er samtidig utilfreds med, hvordan hendes kærestes sag er blevet fremstillet.

‘I medierne fremstilles omfanget af min samlevers sag, som om han er dømt og organiseret kriminel, der har solgt hårde stoffer over en længere periode. Det afspejler ikke virkeligheden.’

‘Der er udelukkende tale om cannabis i mindre mængder til venner og bekendte over en periode på få uger, hvortil jeg hverken har været involveret eller bekendt med det.’

Kokainsviner til formanden

Cecilie Liv Hansen virker heller ikke, som om hun er ked af, at hun fortiede oplysningerne for partiet.

‘Skulle jeg have frembragt dette for partiledelsen? Det kan man diskutere.
Men taget partiformandens seneste kokainudmeldinger i betragtning vurderede jeg min samlevers sag som en bagatel og i øvrigt irrelevant, da det ikke var relateret til mig,’ skriver hun i en hård stikpille til Alex Vanopslagh.

Hun skriver yderligere, at der gælder en regel for partiformanden, og en anden for hende.

”For 5 dage siden udtalte Ole Birk også i et opslag: “Ingen er fejlfri, og kun narcissister forventer, at andre mennesker skal være fejlfri omkring dem” – men det gælder måske kun, når der er tale om partiformanden?’

Hun skriver afslutningsvis, at hun tager ansvar for sine handlinger, samtidig med, at hun igen fastslår, at hun ikke giver sine mandater videre.

Se også
Kendt veninde til Cecilie Liv Hansen står frem: Det vidste jeg