Der er i år sket en stor eksplosion i antallet af hunde, der er blevet forgiftet under gåture med deres ejere. Giften kan i tilfælde ende med at dræbe hundene – læs de bedste råd nederst
Dyreforsikringsselskabet Agria har i løbet af dette år registreret en 60 procent stigning af en helt særlig forgiftning blandt hunde i forhold til samme periode sidste år.
Der er tale om de såkaldte nikotinforgiftninger, lyder det.
“Vi ser desværre en fortsat stigning i antallet af hunde, der bliver nikotinforgiftede,” siger Tine Stabell, der er administrerende direktør i Agria, til B.T..
(Artiklen fortsætter under billedet med råd til hundeejere)

Den store stigning vækker stærk bekymring hos direktøren. Tilbage i 2024 blev der nemlig også oplevet en fordobling i antallet af forgiftede hunde sammenlignet med året før.
Den dårlige tendens ser derfor ud til at fortsætte i samme skrækkelige tempo.
“Det er en bekymrende udvikling, som vi vurderer, hænger tæt sammen med det stigende antal nikotinposer i det offentlige rum,” siger Tine Stabell.
“Vi opfordrer derfor kraftigt brugere af nikotinposer til at tage ansvar og sikre korrekt bortskaffelse – både af hensyn til miljøet og vores kæledyr,” siger hun til B.T..
Tidligere har mediet skrevet om dobermannen Jackson, der endte med at dø, efter den havde spist en pose nikotin.
Ifølge ejeren havde nogle personer smidt nikotinposen ind i familiens have fra et nærliggende busstoppested.
“Hver pose kan være fristende for en nysgerrig hund, især hvalpe og mindre hunde, som er særligt sårbare over for nikotinens toksiske effekt,” siger Tine Stabell.