Tidligere børne- og socialminister Mai Mercado deler i et Facebook-opslag, at hun er færdig med kemobehandling.
Sidste år fik Mai Mercado en nedslående besked. Hun havde fået brystkræft. Nyheden delte hun i et Facebook-opslag i august.
“Jeg har fået den nyhed, som mange frygter. Jeg har fået konstateret brystkræft,” skrev hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Allerede samme måned lå hun på operationsbordet for at blive opereret for den utaknemmelige sygdom.
Siden har hun været ind og ud af hospitalet for at sikre, at kræften ikke vender tilbage. Den erfarne politiker har derfor også måttet tage en pause fra sine politiske opgaver.
Nu deler hun en opløftende nyhed.
“Farvel til kemo-land. I dag vinkede jeg endegyldigt farvel til kemo-land. Jeg er ufatteligt glad og lettet. I aint coming back!” skriver Mai Mercado i et opslag på Facebook den 12. januar, hvor hun fortæller, at hun har gennemført sin sidste kemobehandling.
Nu venter næste kapitel i forløbet, strålebehandling. En etape, hun forventer bliver mindre hård.
“Nu er den første, hårde etape slut. Anden etape med strålebehandling forventer jeg ikke bliver lige så hård,” skriver hun i et opfølgende opslag den 13. januar.
Hun forventer dog heller ikke, at det bliver let.
“Min sygeplejerske sagde i går: “Kemo bliver man dårlig af – stråler bliver man træt af.” Det kaldes fatigue, hvilket i øvrigt bare betyder træthed på fransk. Men det skal ikke misforstås eller negligeres. Her er der tale om en voldsom træthed og udmattelse og er altså langt fra almindelig træthed,” skriver Mai Mercado.