Israel godkender våbenhvile og løsladelse af gidsler: Her er Hamas svar

Et forslag om våbenhvile i Gaza skal blandt andet frigive gidsler ifølge medie. Terrororganisationen Hamas overvejer det fortsat

Et amerikansk forslag om en våbenhvile i Gaza, som Israel har godkendt, lever ikke op til Hamas’ krav.

Dog er den militante gruppe stadig i gang med overveje det. Det siger Bassem Naim, som er medlem af Hamas’ politiske bureau, torsdag aften ifølge AFP.

Israel godkendte USA’s seneste forslag til en våbenhvile i Gaza, før det blev sendt til Hamas.

Det har Karoline Leavitt, præsident Donald Trumps pressetalskvinde, sagt på en briefing torsdag. Det skriver Reuters.

Tidligere på dagen skrev Reuters – på baggrund af meldinger i israelske medier – at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, havde sagt, at Israel havde godkendt forslaget.

Her lød det, at Netanyahu skulle have meddelt det til familier, som har pårørende, der bliver holdt som gidsler af Hamas i Gaza.

Senere har Leavitt udtalt, at Trump og USA’s udsending Steve Witkoff fremsatte forslaget for Hamas, efter at Israel havde givet grønt lys.

Det nye forslag vil indebære, at ti gidsler, der er i live, skal frigives. Derudover skal 18 afdøde gidsler overdrages. Til gengæld skal der indføres en 60 dage lang våbenhvile.

Det har en unavngiven israelsk embedsmand bekræftet over for mediet The Times of Israel torsdag.

Derudover skal der frigives 125 palæstinensiske terrordømte personer, der er blevet idømt livstidsstraffe.

Det samme skal være tilfældet for 1111 personer fra Gaza, der har været tilbageholdt siden begyndelsen af krigen, og 180 palæstinensiske lig, som i øjeblikket er i Israels varetægt. Det har kanalen Al Ghad rapporteret ifølge mediet.

Hamas udtalte tidligere på dagen, at man var i gang med at overveje forslaget. Det skrev AFP med henvisning til en udtalelse.

Men lidt senere torsdag lyder det altså, at forslaget ikke lever op til bevægelsens krav.

Den igangværende krig begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel. En optælling fra AFP, der baserer sig på officielle tal, viser, at 1218 mennesker blev dræbt – de fleste af dem civile.

Derudover blev 251 personer taget som gidsler. 57 befinder sig fortsat i Gaza, herunder 34 personer, som ifølge Israels militær er døde. Både levende og døde gidsler er i løbet af krigen blevet frigivet.

Israel har siden 7. oktober angrebet Hamas i Gaza. Ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i området er over 54.000 mennesker, herunder primært civile, blevet dræbt i løbet af krigen.

/ritzau/