Markus Hvass, der blev landskendt i forbindelse med dokumentaren ‘Naboen fra helvede’, er mødt op til tredje retsmøde i den sag, hvor han er tiltalt i mere end 30 forhold. I dagens retsmøde er dokumentarens anden hovedperson, Simon Larsen, blandt andre indkaldt som vidne. Han fortæller blandt andet om en episode med kvælertag.
TV 2-dokumentaren ‘Naboen fra helvede’ har rykket sig fra strid om minigolfbaner og grillbar, til nu at være en retssag.
Dokumentarens ene hovedperson, Markus Hvass, der havde købt et hus i Højby Sjælland for at finde fred og ro, er nemlig tiltalt for både stalking, chikane og trusler.
Gennem to tidligere retsdage ved Retten i Holbæk har han afgivet forklaring.
I den tredje retsdag i sagen er dokumentarens anden hovedperson, Simon Larsen, der ejer ‘Minigolfparken’, nu indkaldt som vidne.
Og det er ikke småting han kan berette fra vidneskranken.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Ekstra Bladet, der er til stede i retten, forklarer Simon Larsen, at han vælger at få et tilhold mod Markus Hvass, efter længere tids chikane.
Sidstnævnte skulle blandt andet i maj have holdt i Simon Larsens indkørsel i flere minutter med et horn.
‘Vores børn vågner og bliver utrygge. Han dyttede og sad med et fodboldtågehorn ud af bilen. Klokken er mellem 20 og 22.30,’ forklarer han fra vidneskranken.
Ifølge Simon Larsen er det voldsome episoder, der har ført til, at han vælger at få et tilhold mod Markus Hvass.
Ejeren af ‘Minigolfparken’ forklarer blandt andet, at man på overvågning fra den 21. maj skulle kunne se to personer cykle forbi, hvorefter Markus Hvass nærmest skubber den ene omkuld.
‘Fire dage efter antaster Markus min svigermor, som er ude at gå med sin hund. Og det ender med håndgemæng, og han hiver min telefon ud af hånden på mig. Og det ender med kvælertag. Det er alle de ting, der ligger til grund for, at vi er utrygge og har brug for et tilhold, lyder det fra Simon Larsen i retten ifølge Ekstra Bladet.
Mediet beretter fra retsalen, at Markus Hvass ikke skænker sin nabo et blik, mens Simon Larsen også udelukkende kigger ‘stift’ på anklageren.
En anden episode, der fremhæves i retten illustrerer meget godt retorikken de to naboer imellem.
Tiltalens underpunkt 8 skulle dreje sig om en episode, hvor der blev rettet henvendelse mod ‘Minigolfparken’ ved brug af en megafon.
Ekstra Bladet skriver, at der blandt andet skulle være blevet sagt følgende:
‘Prøv og forklare dine gæster hvorfor, hvor kæmpe en idiot du er, hvor mega egoistisk du er. Hvad er det for noget lys, du har lavet? Hele min ejendom er lyst op. Hvor fucking egoistisk kan man være? Fuckhoved med flyveører. Kan der overhovedet trænge noget ind i den grødhjerne, du har’
Markus Hvass nægter sig skyldig i alle de forhold, han er tiltalt for.
Retssagen er berammet til tre dage og der er indkaldt 15 vidner.
Tidsplanen for retssagen er dog tidligere skredet.


