Iran er onsdag udsat for en “næsten total national internetnedlukning”.
Sådan lyder meldingen fra overvågningsorganisationen NetBlocks i et opslag på X.
NetBlocks beskrives af nyhedsbureauet Reuters som en London-baseret onlineovervågningsgruppe.
Det iranske kommunikationsministerium oplyser samme dag i en erklæring, at Iran vil indføre “midlertidige restriktioner på internetadgang”.
Det skriver iranske medier ifølge nyhedsbureauet.
Ifølge meldingen fra ministeriet har internetrestriktionerne til hensigt at “forhindre fjenden i at true borgernes liv og ejendom”.
Det iranske nyhedsbureau Fars oplyser, at beslutningen ifølge ministeriet skyldes “angriberens misbrug af landets kommunikationsnetværk til militære formål”, skriver AFP.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Iran begyndte ifølge nyhedsbureauet allerede at begrænse internettet efter Israels omfattende overraskelsesangreb natten til fredag.
Tirsdag advarede Iran landets borgere om at stoppe med at bruge beskedtjenesterne WhatsApp og Telegram samt andre lokationsbaserede tjenester.
Forklaringen lød da, at det er en af Israels “vigtigste metoder til at identificere og ramme individer”.
Det oplyste Irans statslige nyhedsbureau IRIB ifølge CNN med henvisning til en sikkerhedsrapport, der udkom samme dag.
– I kølvandet på målrettede likvideringer, herunder likvideringer af forskere, indikerer oplysninger, at regimet (Israel, red.) bruger sporing af mobiltelefoner til at ramme personer i Iran, oplyste IRIB.
Ifølge sikkerhedsrapporten er det “farligt at bruge disse apps under disse omstændigheder”.
Folk i Iran bør ifølge rapporten også slukke deres mobiltelefoner, hvis de skifter lokation.
Man bør også undgå at tage sin telefon til “særligt sensitive” områder, skriver statsmediet.