Iphones bliver stadig revet af hylderne: Så meget tjener Apple

Techgiganten Apple har torsdag præsenteret sit kvartalsregnskab med en omsætning på 94,04 milliarder dollar, hvilket svarer til godt 615 milliarder kroner.

Det viser selskabets regnskab for perioden, der dækker april, maj og juni. Apple har et skævt regnskabsår.

Tilmed leveres et overskud på 23,4 milliarder dollar – cirka 153 milliarder kroner – skriver AFP.

Resultatet overgår langt forventningerne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters viser resultatet, at Apples bestræbelser på at omdirigere sin vidtstrakte globale forsyningskæde væk fra den amerikanske præsident Donald Trumps handelskrig indtil videre har haft succes.

Ifølge Apple skyldes succesen i det seneste kvartal blandt andet et godt salg af iPhones.

– Apple er stolt af at kunne rapportere en omsætningsrekord for juni-kvartalet med tocifret vækst inden for iPhone, Mac og tjenester samt vækst over hele verden i alle geografiske segmenter, udtaler Apples administrerende direktør, Tim Cook i en pressemeddelelse.

Topchefen siger i et interview med Reuters, at der blev sat sæsonrekorder for salget af telefoner, computere og smartwatches.

Salget af iPhones var i kvartalet på 44,6 milliarder dollar mod ventet 40,1 milliarder dollar, skriver MarketWire.

Også på det kinesiske marked, hvor Apple ellers har haft store problemer, lykkedes det at holde sig inden for skiven, skriver mediet.

På det amerikanske marked har Apple tilmed leveret over forventning, skriver MarketWire.

Ifølge Reuters har Apple flyttet produktionen af produkter, der er på vej til USA, og hentet iPhones fra Indien og andre produkter som Macs og Apple Watches fra Vietnam.

Alligevel havde virksomheden advaret investorer om, at amerikanske toldsatser kunne koste dem 900 millioner dollar i tredje kvartal af regnskabsåret, skriver nyhedsbureauet.

De endelige toldsatser, som mange Apple-produkter kan stå over for, er fortsat uændrede, og mange af virksomhedens produkter er i øjeblikket fritaget.

Det meste af verden taler i disse dage om vores dronning – og det er af lidt anderledes årsager end normalt. Det blev nemlig fanget på video, da Dronningen blev stukket af en hveps