Investeringer i våben nu tilladt: Region Hovedstaden ændrer kurs

Regionens politiske flertal har vedtaget, at investeringer i våbenvirksomheder nu er tilladt – så længe FN-konventionerne overholdes.

Region Hovedstaden har besluttet at ændre sin investeringspolitik, så det fremover bliver muligt at investere i virksomheder, der producerer våben. Det blev vedtaget på et møde i regionsrådet tirsdag aften.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Ændringen sker på initiativ fra regionsrådsmedlem Line Ervolder (K), der henviser til de aktuelle globale sikkerhedstrusler som baggrund for forslaget.

“Vi står i en helt ny verdenssituation, hvor krigen i Ukraine raser; og hvor der bliver sat alvorligt spørgsmålstegn ved USA fortsatte støtte til Ukraines militær. Derfor har stort set samtlige lande i Europa besluttet at investere markant i våben og militært udstyr. Og så synes jeg, det er sund fornuft, at vi tilpasser vores investeringspolitik, så den matcher udviklingen i verden lige nu,” siger Line Ervolder.

Våbenproduktion til investeringsdebat

Debatten om offentlige investeringer i våbenproduktion har vakt opsigt i den finansielle sektor. Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension bør pensionsselskaber ikke investere i våbenproduktion med offentlige midler. I en udtalelse fra marts 2024 lyder det:

“Vi har lavet ét indeks med våbenindustrien og ét uden, hvilket giver en indikation. Og der ligger vi stadig på den positive side i forhold til afkast, omend det kun er med små 0,1 procent. Men det er klart, at hvis våbenindustrien i fremtiden bliver en guldrandet forretning, så kan det godt være, at vi bliver ramt, fordi vi ikke har investeret hele vejen rundt,” udtalte Jens Munch Holst.

Organisationen advarer samtidig mod, at offentlige midler anvendes til investeringer, der kan skabe konflikter med sektorens etiske og samfundsmæssige hensyn.

Investeringer med forbehold

Selvom det nu er muligt for regionen at investere i våbenproduktion, sætter de nye retningslinjer klare grænser: Investeringerne må kun ske i virksomheder, der overholder de FN-konventioner, Danmark har tiltrådt. Det betyder blandt andet, at der fortsat ikke må investeres i virksomheder, der producerer atomvåben, kemiske våben eller komponenter hertil.

Region Hovedstaden investerer hovedsageligt i danske stats- og realkreditobligationer, men har også placeret omkring 250 millioner kroner i virksomhedsobligationer via eksterne kapitalforvaltere. Disse investeringer sker i henhold til regionens finansielle retningslinjer og omfatter ikke enkeltaktier.

To biler kørte frontalt sammen tirsdag aften. En toårig pige er død på sygehuset.