Det amerikanske band har solgt millioner af plader og kan nu fejre 20-års jubilæum med en stor verdensturné, der også kommer forbi Danmark.
Et af de mest kommercielt succesfulde metalbands i det 21. århundrede besøger Danmark i 2027.
Det annoncerer liveunderholdningsvirksomheden All Things Live i en pressemeddelelse, ligesom bandet selv også har bekræftet koncerten på de sociale medier.
Koncerten i Royal Arena, kommer som en del af bandets 20-års jubilæumsturné, der starter med en lang række nordamerikanske koncerter mellem juli og oktober i år.
Nu udvider bandet deres turné med en europæisk afdeling i 2027.
(Artiklen fortsætter under billedet)

20 år med hitlistedominans
Allerede med udgivelsen af deres debutsingle ‘The Bleeding’ fik Five Finger Death Punch deres første top ti-hit på Billboards Mainstream Rock Airplay-hitliste.
Siden er det blevet til yderligere 31 numre, der er landet inden for top ti. Og 17 af dem har endda toppet hitlisten, der rangerer de mest afspillede numre på amerikanske ‘mainstream rock’-radiostationer.
Kun Shinedown og Three Days Grace har haft flere nummer ét-hits på listen.
Da Billboard udgav deres liste over de største bands og artister i hitlistens 40 år lange historie i 2021, var Five Finger Death Punch derfor ikke overraskende også at finde på en top ti-placering – nærmere bestemt som nummer syv.
‘We’re just getting started’
Den 17. februar 2027, kan tilskuerne i Royal Arena altså se frem til en sand hitparade fra bandet, der ligeledes har indtaget top ti-placeringer på den amerikanske albumliste Billboard 200 med deres otte seneste studieplader.
Koncerten tager nemlig et dyk ned i Five Finger Death Punch-bagkataloget og fejrer 20 år med tung groove metal.
“We built this band like a battleship, twenty years of everything life could throw at us, and we’re not just still here, we’re still growing. New fans discovering us every day, the fanbase bigger now than it’s ever been. This World Tour is the celebration that milestone deserves. First leg is America in 2026, then Europe in 2027, and we’re not stopping there! South America, Australia, Asia are all in the talks. This is going to be a big two or three years for Five Finger Death Punch, and we’re just getting started,” fortæller bandets guitarist, Zoltan Bathory, i en pressemeddelelse.
Med sig på den europæiske turné, der lægger vejen forbi 21 byer, har Five Finger Death Punch taget amerikanske Lamb of God og skotske Bleed from Within.
Førstnævnte rejser dog ikke med til Danmark. Til gengæld kan du opleve dem i K.B. Hallen til sommer.
Billetsalget til Royal Arena-koncerten starter den 8. maj klokken 10.00.
