International hitmager melder sin ankomst på Tinderbox

Festivalsommeren rykker tættere og tættere på, og nu annoncerer fynsk festival endnu et stort internationalt navn.

I det kolde januarvejr drømmer mange danskere sig nok frem til sommerens store festivaloplevelser.

Festivalplakaterne er ved at tage form, og flere festivaler har allerede annonceret en række store internationale navne.

På odenseanske Tinderbox er navne som Pitbull, Jamiroquai og The Offspring allerede at finde på programmet.

Og nu kan arrangørerne løfte sløret for endnu en verdensstjerne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Tinderbox

Står bag store hits

Det er den amerikanske sanger, sangskriver og producer Charlie Puth, der er næste navn på Tinderbox.

Det annoncerer festivalen mandag aften.

Puth er manden bag kæmpe hits som ‘We Don’t Talk Anymore’, ‘Attention’ og ‘Marvin Gaye’.

Som gæsteartist har han hittet stort med Wiz Khalifa på Paul Walker-hyldesten ‘See You Again’ fra ‘Furious 7’-soundtracket.

Derudover har han produceret og skrevet sange for stjerner som Katy Perry, Maroon 5 og et andet Tinderbox-navn, Pitbull.

Han har blandt andet haft en finger med i spillet på The Kid Laroi og Justin Biebers megahit ‘Stay’.

Legesyg på sociale medier

Igennem karrieren har den nu 34-årige Charlie Puths musik taget flere forskellige former.

Det multi-platinsælgende debutalbum ‘Nine Track Mind’ bød på en sukkersød blanding af soul og pop, men på de to efterfølgende plader trak Puth sin lyd i en mere dansevenlig retning.

Den 6. marts er hans fjerde album ‘Whatever’s Clever!’ på gaden, og førstesinglen ‘Changes’ går all in på softrock-80’er-pastiche.

Om det bliver en generel trend for albummet, må tiden vise, men det er i hvert fald endnu et eksempel på Puths eksperimenterende natur.

Hans legende, men yderst veluddannede, tilgang til musikken har hitmageren flere gange givet prøver på via de sociale medier.

På TikTok har han gennem de seneste år uploadet en lang række videoer, hvor han blandt andet omdanner optagelser af helt almindelige genstande til musik.

Et eksempel er sangen ‘Light Switch’, der, som titlen antyder, udsprang af en optagelse af en lyskontakt.

Om man er til Charlie Puths poppede univers eller ej, må man løfte på hatten for Charlie Puths musikalske viden.

Du kan opleve den legesyge musiker på Tinderbox 2026, der løber af stablen mellem den 25. og 27. juni.

Korte videoer