Indstillingen af kandidater til Sports- og Kulturgalla 2025 er åbnet. Nu kan man indstille personer til otte forskellige priser og hædersbevisninger.
Der er blevet åbnet for indstilling af kandidater til dette års Sports- og Kulturgalla.
Nu kan man dermed indstille kandidater til de forskellige priser, som bliver uddelt fredag den 28. marts.
Dette kan man gøre frem til søndag den 9. februar.
Her kan man indstille kandidater til ’Årets Hold’, ’Årets leder/træner’, ’Årets kulturtalent’, ’Årets idrætstalent’, ’Årets Kulturpris’, ’Årets idrætspris’ ’Æresprisen’ og ’Årets skulderklap’.
Det skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.
”Sports- og Kulturgallaen er en fantastisk anledning til at fejre de mange ildsjæle, talenter og foreninger, der gør en forskel i kultur- og fritidslivet i Billund Kommune. Vi glæder os hvert år til at se de mange indstillinger og høre om de inspirerende historier bag dem. Vi håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at anerkende det store arbejde, der bliver lagt i vores lokale fællesskaber og foreninger,” siger Anette Grønholt Andersen, formand for Kultur- og Fritidsrådet i Billund Kommune.
Hædersbevisninger til talentfulde aktører
Igen i år uddeles hædersbevisninger til børn og unge under 18 år samt til sportsudøvere over 18 år, der har opnået ekstraordinære resultater ved DIF-godkendte mesterskaber, eller som har markeret sig med bemærkelsesværdige præstationer inden for kultur eller fritidsliv.
“Jeg glæder mig til at hylde vores stærke kultur- og fritidsliv under årets Sports- og Kulturgalla, hvor vi inviterer til en aften, der altid emmer af fest og fællesskab. Det er en ære for mig at uddele priser og hædersbevisninger til de mange passionerede og talentfulde aktører, der hver dag gør en kæmpe indsats rundt om i hele kommunen. Jeg håber, at mange borgere vil være med til at fejre dem og gøre aftenen helt særlig,” fortæller Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
De otte priser og hædersbevisningerne tildeles for præstationer udført i 2024. Man kan indstille sine kandidater her.
Sports og Kulturgalla løber af stablen i Vestjysk Bank Arena i MAGION fredag den 28. marts 2025.